Fortsæt til indhold

Hundepatrulje og drone sat ind i jagt på mistænkte mænd

Nabo, politihunde og drone spillede afgørende roller, da to mænd i nat blev anholdt for indbrudsforsøg.

Krimi

En årvågen nabo reagerede med det samme og kontaktede politiet, da han i nat klokken 00.52 blev opmærksom på to mænd, der luskede omkring og lyste med lommelygter ved værktøjsproducenten Risager på Frichsvej i Galten.

Naboen fandt situationen så mistænkelig, at han straks ringede til politiet, oplyser politikommissær Michael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi sendte flere patruljer til stedet, herunder en hundepatrulje, men inden politiet nåede frem, havde de to mænd forladt virksomhedens område og søgt tilflugt i nærheden.

Efter halvanden time fandt en politihund den ene mand, som blev anholdt klokken 02.21. Den anden mand blev lokaliseret med hjælp fra en drone med termisk kamera og blev anholdt klokken 02.41.

»Der er tegn på indbrud ved virksomheden, og begge mænd er sigtet for forsøg på indbrud,« fortæller politikommissæren.

Politiet vurderer nu, om der er grundlag for at fremstille mændene i grundlovsforhør. Den ene mand er 31 år og fra Rumænien, mens den anden mand er 41 år. Hans nationalitet og bopæl er endnu ukendt.