Fortsæt til indhold

Har brændt i dagevis – røgen ligger lavt: »Luk døre og vinduer«

Branden opstod fredag.

Krimi
jro

Den brand, der brød ud fredag på affalds- og genbrugssorteringsanlæg på Hadstenvej i Randers SV, giver stadig problemer.

Det er femte dag, hvor affaldet brænder – og på grund af vejrforholdene ligger røgen lige nu lavt.

Det oplyser Beredskab & Sikkerhed på X.

Her advares borgerne så vidt muligt – også til at holde sig væk fra røgfanen – og samtidig lukke døre og vinduer og slukke for ventilationen.

Foto: Bjarke Kirkegaard Nielsen.

Billeder viser da også, at røgen kan ses på flere kilometers afstand.

Ifølge indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, Simon Lund Bøgedam, er opgaven ressourcetung.

»Slukningsarbejdet er krævende,« sagde han fredag til avisen.

Indsatsen kræver, at de store bunker affald skilles ad, så gløderne inde i midten kan slukkes.

»Vi bruger entreprenørmaskiner til at skille det fra hinanden og gennemvande det, så vi er sikre på, at det ikke ulmer videre,« lød det.

Ifølge Beredskab & Sikkerhed tager det tirsdagen ud at få branden slukket.

Foto: Presse-fotos.dk.