Fortsæt til indhold

Røgen hænger lavt fra kæmpebrand i affaldsbunker: Nu advarer myndighederne

Myndighederne arbejder på stedet og anbefaler borgere, der er generet af røgen, at søge ud af den, lukke døre og vinduer og slukke for ventilation.

Krimi

En brand på et affalds- og genbrugssorteringsanlæg på Hadstenvej i Randers SV har siden fredag givet røgudvikling i området. Tirsdag arbejder brandvæsen og virksomhedens ansatte stadig med efterslukningen.

Ifølge myndighederne er der fortsat ikke en sikker tidshorisont for, hvornår branden kan erklæres helt slukket. De brændende bunker består af forskellige typer affald, som skal skilles ad, før brandfolkene kan komme ind til gløderne i midten.

Østjyllands Politi oplyser tirsdag klokken 17.30, at vejrforholdene mandag og tirsdag har fået røgen til at lægge sig lavt, og det har medført mange henvendelser fra borgere.

Anbefalingen lyder, at man skal holde sig ude af røgfanen, gå indenfor, lukke vinduer og døre samt slukke for ventilationen. Oplever man sygdomssymptomer efter at have været i røgen, bør man kontakte sin læge.

Foto: Presse-fotos.dk.

Fortsat efterslukning

Operationschef hos Beredskab & Sikkerhed, Anders Rathcke, har tidligere fortalt til Din Avis, at arbejdet er ressourcekrævende, fordi oplaget er så stort.

»Vi samarbejder med virksomheden derude. Deres maskiner splitter affaldet ad, så det bliver nemmere at slukke. Så kan vi være sikre på, at vi har været igennem alt,« siger han.

Mandag morgen vurderede operationschef Thomas Reinholdt Jørgensen fra Østjyllands Brandvæsen ellers, at arbejdet fortsatte et døgn endnu, hvis maskinerne ikke bryder ned.

Baggrund

Branden brød ud fredag i to bunker på cirka 20 gange 60 meter og seks meters højde. I alt 70 brandfolk og 20 køretøjer måtte rykke ud. Ifølge indsatsleder Simon Lund Bøgedam, som Din Avis talte med fredag, er slukningsarbejdet krævende, fordi der er tale om affaldsoplag, der skal skilles ad og gennemvandes.

Årsagen til branden er fortsat ukendt.