59-årig nægter drabsforsøg: Kvindeligt offer fik en pulsåreblødning
Forsvarer sagde i retten, at hendes klient ikke ønskede at udtale sig, men at han ikke har haft intention om at slå nogen ihjel. Han erkender dog grov vold, men altså ikke drabsforsøg.
Den 59-årige mand, der blev anholdt og sigtet for et knivoverfald på et botilbud på Jagtvej 29 i Hammel onsdag 1. juli, erkender grov vold, men ikke drabsforsøg.
Det kom frem, da manden blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers torsdag klokken 10.30.
Den 59-årige bar hvid t-shirt, sorte cowboybukser og sorte træningssko i retten. Han har kort, gråt hår og er kraftigt bygget. Den sigtede var helt rolig og blev uden håndjern ført ind i salen af to betjente.
Før dørene blev lukket, blev sigtelsen læst op.
Manden er sigtet for forsøg på manddrab over for en person under udførelse af offentlig tjeneste. Ifølge sigtelsen havde han til hensigt at dræbe en sagsbehandler fra Favrskov Kommune, der befandt sig på botilbuddet.
Ifølge sigtelsen skulle manden have slået det 39-årige, kvindelige offer flere gange i ansigtet, ligesom han skulle have taget kvælertag på hende og ført en kniv til halsen på hende, som forårsagede en pulsåreblødning, der ville have medført døden, medmindre hun fik akut behandling.
Forsvareren sagde i retten, at hendes klient ikke ønskede at udtale sig, men at han ikke har haft intention om at slå nogen ihjel. Han erkender dog grov vold, men altså ikke drabsforsøg.
Anklager Birgitte Ernst anmodede om lukkede døre af hensyn til sagens opklaring, og fordi den forurettede endnu ikke har været i stand til at blive afhørt. Hun pointerede vigtigheden af, at der af hensyn til opklaringen ikke skulle detaljer ud i pressen. Forsvareren tilsluttede sig ønsket om lukkede døre.
Det samme gjorde dommeren trods protester fra pressen.
Dommeren mente ligeledes, at dørene skulle lukkes af hensyn til sagens tidlige stadie og af hensyn til den forurettede.
Den 59-årige mand blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i en almindelig arrest i fire uger. Han kærede ikke kendelsen.
Dommeren har altså vurderet, at han er i en tilstand, så han ikke skal anbringes i varetægt på en psykiatrisk institution.
Anklager Birgitte Ernst oplyser til avisen, at den 59-årige mand er varetægtsfængslet, fordi der er særligt bestyrket mistanke om, at han har begået grov vold efter Straffelovens paragraf 245.
Dommeren fandt også, at der var begrundet mistanke om drabsforsøg, men det er altså ikke det, han er varetægtsfængslet for, forklarer anklageren.
Østjyllands Politi oplyser, at den 39-årige kvindes tilstand torsdag morgen fortsat er alvorlig, men stabil.