Fælles om det gode lokalsamfund

En lørdag for to år siden gik vores kirke- og kulturmedarbejder og jeg og knoklede oppe i Hadsten Hallen. Vi gjorde vores stand klar til FamilieMessen 2019, hvor vi – kirkerne i og omkring Hadsten – skulle være med for første gang. Vi svedte med opstilling af pavillon, sofa og caféborde, blev våde af regnen og ømme i benene på grund af de mange ture ud til traileren og tilbage igen. Men hyggeligt var det, og stemningen blandt de mange andre standholdere var god og forventningsfuld. Ja, det var godt at være i hallen – også den dag!

Midt i alt dette kom arrangøren hen til os og stillede det spørgsmål, som lod til at have trængt sig på, siden vore begejstrede tilmelding tidligere på året. Spørgsmålet lød (efter hukommelsen) nogenlunde sådan her: ”Altså, det er vildt dejligt, at I, de lokale kirker, vil være med på FamilieMessen, men må jeg spørge, hvorfor I har tilmeldt jer?”.

Det er et spørgsmål, der ofte stilles, når kirken bevæger sig uden for de vante rammer af kirkebygning og sognegård. For hvad skal kirken dér ude i den ”virkelige verden”, synes nogle at tænke?

Igennem tiden har kirken – nogle gange med rette – fået ry for at være en ”lukket klub” for dem, der møder op om søndagen. Gudstjenesterne er da også kirkernes hjerteslag – ingen tvivl om det. Det er her, vi må samles om alt det, som ingen af os kan sige os selv. Det er her, vi tanker op, får et pusterum, får stillet spørgsmål til tro og eksistens. Det er her, vi kan komme med alt det, vi bærer på, og modtage Guds velsignelse og tilgivelse – sammen med vores allernærmeste, dem, vi ikke kender, og dem, vi ikke kan holde ud. Det er netop en af pointerne ved gudstjenesten: at være under samme tag og høre, at alt det gode, som Gud vil mig, ja, det vil Gud også alle andre – uden undtagelse.

Derfor er gudstjenesten også et sted, vi sendes hjem fra igen og ud i den verden, hvor vi lever side om side med mange forskellige mennesker – ja, nogle gange så forskellige, at det kan være svært at finde fælles fodslag om ret meget. Men uanset, hvor forskellige vi er, så skylder vi hinanden at bidrage et samfund, hvor ”det gode” er noget, der regner ned over os alle sammen – også den irriterende nabo…

Det er ikke et livssyn, som kirken har monopol på heldigvis. Der er mange, der bærer med på det projekt på de måder, som de nu engang kan og finder mening i. Og sikkert er det, at det er et livssyn, der ikke kan leve og trives i en ”lukket søndagsklub” – det må ud og få liv og luft under vingerne.

For præster og menighedsråd her på egnen – som så mange andre steder i landet – er det derfor en naturlig del af kirkelivet også at være kirke uden for vores bygninger og bidrage til gode initiativer i fællesskab med andre lokale aktører. ”Klimaugerne Favrskov”, ”Sammen mod ensomhed”, foredrag på Højskolen, understøttende dage med skolerne og sociale aktiviteter med Borgerforeningerne er blot nogle af de samarbejder, som kirkerne her er med i.

Det korte svar på arrangørens spørgsmål for to år siden var og er derfor, at det giver mening for kirkerne at tilbringe en dag skulder ved skulder (stand ved stand) med den lange række af andre lokale aktører – erhvervsdrivende, kommunen, dagplejerne, Musikskolen, frivillige foreninger og meget mere – der i fællesskab bidrager til at gøre lokalsamfundet til et godt og rigt sted at være, ved at gøre lidt (eller meget) mere end deres kerneopgave. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget – og forskelligheden i det, vi hver især kaster os ind i, bidrager til helheden på en frugtbar vis.

Vi glæder os til FamilieMessen på søndag! Det er en festlig dag, hvor alle vi lokale aktører har rig mulighed for at tale med mennesker i stedet for til mennesker, og det er en stor fornøjelse. Så kig forbi messen og kom gerne på besøg i vores stand til en snak, quiz, aktiviteter for børnene eller bare en mulighed for at hvile benene. Sådan et sted er kirken også – og alle hjerteligt velkomne.