En sidste klumme - med et farvel og tak

Så er det slut. Jeg holder afskedsprædiken juleaften, og snart skal en ny præst og provst på tavlen. Vi kender præstetavlen i kirken typisk med navnene på rækken af præster og provster fra reformationen i 1500-tallet og til i dag.

Der var en kirkegænger, der engang sagde til mig, at når hun keder sig under prædiken, giver hun sig til at studere præstetavlen. Og føjede så til: “Og med de prædikener her i kirken er jeg ved at kunne præsterækken udenad…”.

Unægtelig lidt af en “opbyggelig“ melding, men nu skal der så et nyt navn på tavlen. Da jeg stoppede som præst i Lyngå, kom jeg til at stå nederst på pladen. Der var ikke plads til flere. Det fik mig til at foreslå, at de jo bare kunne vende tavlen og starte fra oven. Vende pladen og starte på en frisk. Viske tavlen ren – så at sige - og lade banen være helt åben for den næste.

For sådan er det i kirken. Præster og provster kommer og går og er i virkeligheden blot et ekko af noget større. En stemme, der står til rådighed en tid - for et godt budskab!

Jeg tænker ofte på Kaj Munk. Han har betydet meget for mig. Og vi kender alle mindesmærket, korset i vejkanten, derude ved Hørbylunde bakker vest for Silkeborg. Altid med blomster – året rundt.

Nu bringer den nye motorvej de fleste vejfarende udenom – desværre. Men stadig er der blomster. Og når jeg selv har stået ved mindesmærket, korset, så har jeg altid undret mig over, at der ikke stod ”Kaj Munk” nogen steder. Intet navn. Kun et kors!

Og det kan man jo tænke lidt over. Kun et kors. Intet navn. Man kan også sige, at du er nød til at kende historien bag for at kunne se betydningen af lige netop det sted. Dette mindesmærke!

Og sådan går vi danske med en kollektiv viden, en fælles historie. Vi er på så mange måder fælles om at vide, hvad “der ligger bag…”. Flaget til eksempel. Dannebrog. Et fælles symbol, der vækker noget i os, når vi hejser det. På halv eller hel – eller slet ikke.

Måske endda undlader at flage! Som manden, der havde bestilt en flagstang. Han var uden flagstang – og naboen fyldte rundt. Det var vigtig for ham at få flagstangen på plads inden, for han havde tænkt sig IKKE at flage. Og så kan naboen jo tænke lidt over det.

Sådan kan der siges utroligt meget med symboler, hvis vi vel at mærke ved, hvad de betyder.

I Hørbylunde er der kun et kors. Intet navn. Præstetavlen er vendt, og du ser kun et kors. Kærlighedens symbol. Det hænger om halsen på os – i den kristne verden. I hundredvis af gange har jeg slået korsets tegn for pande og bryst over det lille barn ved døbefonden. Eller ved hovedgærdet af en kiste i kirken. Korset – kun dét – og vi ved, hvad det betyder. Vi kender historien bag. Kender Ham, Kristus Jesus, der hang der – for at vise, at han lider med os, når du og jeg lider. Men også på det kors banede vej for os til det evige!

Kun et kors. Intet navn. Og slet ikke præstens. Men kender vi historien bag korset, så vækker det håb, livsmod, glæde – og tro i os!

Så ta’ nu og vend den tavle. Vend pladen. Og skriv den nye øverst. Det er tid til at begynde på en frisk…!

På vej ud er det i øvrigt ikke så ringe for den gamle at kunne gemme sit navn bag et kors. Tilgivelse er og bliver en uafvendelig del af en afsked. At skaffe sig fred med det, der var..!

Jeg kender en norsk præst, der tog afsked med sin menighed et sted. Og i Norge, som før i tiden hos os, gik menigheden til alteret, til skriftemål, og fik her hånden lagt på hovedet og tilsagt syndernes forladelse. Fik tilgivelsen – og kunne gå fra alteret lettet på samvittigheden!

Min norske ven valgte den sidste dag som præst selv at knæle ned ved alteret. Og så måtte kirkesangeren lægge hånden på hovedet af præsten – og tilsige ham syndernes forladelse. Så at sige på menighedens vegne bærer Guds tilgivelse ind over præsten.

Jo, på vej ud ad døren er der brug for at få tavlen visket ren. Det ugjorte. Forsømmelsen. Fortrydelsen. Når mennesket, navnet, ikke slog til, så ligger der en fortrøstning i at kunne gemme sit navn bag et kors!

I ”Hørbylunde” står der kun et kors. Intet navn. Men vi kender historien. Korsets betydning.

Og sådan bærer vi troen med os som en erindring om Guds store kærlighed. En erindring der gør det muligt - også at leve med det, “der i et tilbageblik måske aldrig skulle have været”. En erindring, der samtidig vækker en dyb taknemlighed over alt det, du fik - i mødet med den enkelte gennem de mange år.

Tak til jer alle! Gud i vold!