Kendt filminstruktør til samtalesalon i Skanderborg
Anders Refn fortæller og svarer på spørgsmål om opfølger til De forbandede år.
Fra 21. april og til 4. maj spiller Biografen Skanderborg i Kulturhuset den danske film ’De forbandede år 2: Opgøret’.
I den forbindelse kommer instruktøren Anders Refn selv til Skanderborg og afholder en samtalesalon ved visningen af filmen søndag 1. maj klokken 17.
Rigtigt og forkert
Filmen De forbandede år 2- opgøret sætter nyt perspektiv på 2. Verdenskrig og belyser, hvordan grænsen mellem rigtigt og forkert blev udvisket under og efter krigen. Det er en opfølger til De Forbandede år. Filmen følger familien Skov fra foråret 1943 til sommeren 1945, da Danmark atter blev frit.
Familien Skov er splittet. Aksel, der tilsluttede sig Modstandsbevægelsen, er gået under jorden og fra at være en idealistisk amatør, udvikler han sig til at blive en hårdkogt partisan. Karl kæmper for sit livsværk på sværere og sværere betingelser, og da samlingsregeringen kollapser, er han pludselig uden politisk opbakning og må tage alle forbehold for at sikre en fremtid for familien - også på den anden side af krigen. Det sætter forholdet til Eva under pres. Hun har hele tiden har haft svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten.
Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien.
Mød instruktøren
Fra Biografen Skanderborg oplyser Dorte Bluhme Mørkbak, at der holdes samtalesalon med instruktør Anders Refn efter filmen, som varer to og en halv time.
Derefter holdes en lille pause, hvor der i øvrigt serveres et mindre traktement a la besættelsen. Det er kaffe iblandet lidt Richs kaffeerstatning samt havregrynskugler.
Publikum går igen ind i salen, hvor Anders Refn kommer på scenen klokken cirka 19.45. Anders Refn fortæller om filmen, og der bliver god mulighed for at stille spørgsmål.
Arrangementet forventes slut klokken 20.30.
Der er i øvrigt ingen forestilling klokken 20 denne aften.