Pianistindes livshistorie fisket op fra skraldespandens dyb

Store drømme og dårlige nerver, krig og kærlighed, udnyttelse og utroskab. Det er blot nogle af de overskrifter, man kan sætte på Inger Stampes liv. I den nye bog: ’Jeg kunne ikke, jeg ville ikke - leve op til andres forventninger’ beskrives Ingers liv gennem er udpluk af 391 breve, som hun sendte hjem til sine forældre.

I 1931 rejste den 21-årige Inger Stampe fra Trøjborg til Wien for at dygtiggøre sig i klaverspil. Hendes dårlige nerver spændte dog ben, og hun blev aldrig rigtigt til noget. Hun tjente stort set ikke en rød reje hele livet, men levede af sin faders mange penge.

Inger var nemlig ud af en særdeles velhavende familie. Faderen var overretssagfører Peter Kristian Johansen Stampe. Han var en del af advokat-firmaet ’Stampe, Kier og Sørensen’ og var desuden engageret i bestyrelser i flere førende virksomheder i Aarhus. Heriblandt Jyllands-Posten, adskillige banker, adskillige trælasthandler, Aarhus Oliefabrik og meget andet. Forfatteren til den nye bog om Inger Stampe kalder faderen for »en af Aarhus allerstørste skatteydere.«

I bogen følger man Inger fra ankomsten til Wien i 1931 frem til hendes død i København i oktober 1965.

Breve røg i skraldespand

Det er Birthe Pedersen fra Søften, som har begået den 378 siders nye bog. Den har været lidt af et detektivarbejde, at stykke sammen med blandt andet gravearbejde i gamle arkiver og opstøvning af nogle af Ingers nulevende familiemedlemmer og bekendte.

»Er du sindssyg de timer, jeg har brugt på det her. Det er helt vildt,« siger Birthe Pedersen med et smil.

Grundlaget for bogen er en kæmpe samling af Ingers breve – 391 helt præcist plus en stor stak postkort – som Ingers niecer Tove og Else var i besiddelse af.

Der er tale om meget perifer familie til forfatteren. Birthe Pedersens fætter er nemlig gift med en af Ingers niecer. Niecernes mor var Ingers søster.

»Tove og Else havde fundet den har stak breve i to støvede papkasser under deres mors sofa. De valgte at beholde deres mors egne breve, men puttede Ingers breve i en sæk og smide dem ud. De vidste, at de aldrig ville få dem læst. Men så om natten fik de det begge dårligt over beslutningen, og de ringede sammen. De kunne mærke, at det var forkert, så den ene fløj ned i kælderen og hev sækken med brevene op igen. En time senere og alle brevene havde været væk for altid,« fortæller Birthe Pedersen, som derefter fik brevene overrakt med ordene:

»Er det her ikke noget for dig?«

»Og jeg tænkte bare nej, nej nej. Men da jeg så gik på efterløn, så fik jeg jo alligevel lyst til lige at læse lidt i dem. Jeg er glad for, at Ingers breve blev fisket op af den skraldespand. Jeg er glad for at kunne vække hende til live med den her bog, for hendes historie fortjener at blive fortalt,« siger forfatteren, som i forvejen har sin onkels erindringer og fars erindringer på cv’et.

Længe undervejs

Da Birthe Pedersen havde læst de første breve, besluttede hun i 2013 at skrive alle brevene helt af.

»Men da jeg ikke engang var halvvejs, var jeg nået til 1.500 tætskrevne sider på computeren. Så skete der andre ting i mit liv, og det hele blev skrinlagt,« forklarer Birthe Pedersen.

»Men det har jo hele tiden ligget og spiret lidt i baghovedet, og jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at få gjort noget ved det. Da min mand så også begyndte at fatte interesse for historien for et par år siden, så tænkte jeg, at der altså er noget at komme efter her: Og hvis det skal være, så skal det være nu,« siger Birthe Pedersen, som altså kastede sig hovedkuls og helhjertet ind i projektet igen.

Birthe får en kommentar med på vejen af sin mand, Jørgen:

»Hun har siddet fordybet derinde i fem-seks timer ad gangen. Jeg er så pissestolt af hende!«

Jørgen har været en god sparringspartner under arbejdet – Birthe kalder da også bogen for deres fælles projekt.

En nervøs rebel

Historien om Inger Stampe er fortællingen om en ung kvinde, som efter datidens standarder stak lidt ud. I bogen beskrives hun som »familiens nervøse, lille rebel.«

Skolen interesserede hende ikke stort, men det gjorde tilgengæld flygelet, som stod i hjemmets havestue – hjemmet er den herskabsvilla, som man i dag kan se inkorporeret i Klintegaarden på Skovvejen 46 på Trøjborg.

Efter skolen blev Inger optaget på musikkonservatoriet, hvorfra hun blev udlært med hovedfag i klaver. Nu ville hun mere med sit spil, og derfor gik turen altså mod Wien for at forfine sin teknik og lade sig inspirere af de verdenskendte virtuoser, som var i byen.

»Men Inger blev aldrig til noget. Hun havde ret dårlige nerver og drak også for meget,« siger forfatteren.

Velankommet til Wien begyndte brev-skrivningen til forældrene.

»Hun skrev næsten hver dag gode breve, som kunne være på op mod 16 sider lange. De var særdeles informative, meget detaljerede. Og hun udfordrede og provokerede gerne i brevene. Hun var fræk og bramfri,« forklarer Birthe Pedersen og fortsætter:

»Hver gang Inger virkelig havde noget på hjerte eller var blevet irettesat eller lignende, så skrev hun på tysk. Så fik hun lidt distance til det.«

Eftersom Inger praktisk talt aldrig selv tjente en krone hele sit liv, fik hun tilsendt rigtig mange penge af forældrene for at opretholde en vis standard – 300 kroner hver måned.

»Hun brugte så mange penge, at du tror, det er løgn. Men de andre måtte aldrig vide, at hun var en guldgås, så hun påstod altid, at hun havde en rig onkel,« forklarer forfatteren.

Et bristet hjerte

Inger Stampe levede det frie liv og trivedes virkelig i Wien. Hun fik masser af venner – specielt en virkelig god veninde – og hun blev forelsket i den ungarske violinist Sandor Ferenczy. Han var en ludfattig, mørk fyr med laset tøj og dårlige tænder. Det kunne familien Stampes penge ændre på.

Kort efter hendes fars død blev Inger og Sandor gift i Hjortshøj Kirke. Det var i 1937. Sandor kunne ikke få indrejse- og opholdstilladelse, så parret endte i først omgang i Rumænien og sidenhen Berlin, hvor Anden Verdenskrig brød ud.

Ingers drikkeri tog gradvist til.

Det viste sig, at Sandor så andre damer end sin hustru. Inger overraskede sågar én af dem i sin og Sandors egen lejlighed.

Hun kæmpede for at komme hjem, og det lykkedes langt om længe at få arrangeret en plads på De Hvide Busser.

Den sidste del af sit liv brugte hun i København, hvor hun fik et værelse med en grønlandsk kvinde, som havde en datter. Inger bliver en slags mor for pigen Pia. De var meget glade for hinanden.

Det var efterhånden nogle år siden faderens død, og familiens penge var ved at være brugt. Derfor fik Inger kort før sin død et job som afrydder i Magasins kantine – hun var tilkaldevikar. Det var også på jobbet, hun 16. oktober 1965 fik en frygtelig mavepine og måtte køres hjem med ambulance. To dage senere blev Inger fundet død i sin seng af politiet. Obduktionen viste en blodprop i hjertet. Inger Stampe blev 54 år gammel.