Lad os genindføre 'mørkning'!

Vi er langt inde i adventstiden nu. Julen venter lige om hjørnet, og mange af os har formentlig spist os igennem en god portion æbleskiver, brændte mandler og pebernødder, ønsket god jul, været til julemarkeder eller holdt traditioner i hævd med familiesammenkomster, småkagebagning og juletræsfældning.

Adventstiden er nemlig fuld af traditioner, og de fleste af os har nogle, vi 'skal' igennem, for at det kan blive jul på den rigtige måde.

En af de traditioner, der er vigtigst for mig, er knyttet til adventskransen.

Hjemme hos os står den på en reol. Om søndagen, når mørket er faldet på, løfter vi den over på spisebordet og sætter os omkring den. Så slukker vi alt lys og tænder kransen, mens vi synger den sang, der hedder 'Nu tænder vi et lys i kvæld'. Herefter skiftes vi til at vælge en advents- eller julesang. Den yngste vælger først.

Den første søndag i advent må vi rykke helt tæt på det ene lys og knibe øjnene godt sammen for at kunne læse sangteksten. Efterhånden som søndagene skrider frem, bliver det nemmere og nemmere at se i takt med, at vi får flere flammer at læse ved. Det er enormt rart at sidde tæt i mørket, synge, se ind i flammerne, tale om løst og fast og spise lidt juleknas, der som regel også er kommet på bordet.

Når vi sidder dér, kan jeg i hver eneste celle i kroppen mærke julefreden sænke sig.

Forleden faldt jeg over en bog, hvor jeg kunne læse, at det faktisk kaldes noget helt bestemt sådan at sidde i mørket med blot få stearinlys tændt. Det kaldes ganske enkelt 'at holde mørkning'.

Måske kender du godt det ord, og måske er du endda vokset op med at holde mørkning? Det var bogens forfatter, og nogle af hans bedste barndoms-adventsminder hang sammen med disse mørkningsstunder.

Ham og hans far brugte adventssøndagene på at besøge de gamle i familien. De kom som regel inden, det var blevet helt mørkt. Og mens naturens lys svandt hen i stuen, uden at andet lys blev tændt, sad han søndag efter søndag og mærkede roen og trygheden vokse til sammen med sin far og en af de gamle.

Det var ikke fordi, der blev sagt særlig meget. Hans far nød måske et glas vin eller to, mens mormoren gik ud i køkkenet for at hente tændstikker til at tænde juledekorationen med. Der skete ingenting sådan en eftermiddag bortset fra, at de fandt roen sammen.

Og heri kunne de mærke den stille glæde, der skulle bære frem til og bære igennem højtiden. Og den følelse blev senere det, som hans adventsminder hvilede på.

Der er nu én adventssøndag tilbage, og herpå følger de mange juledage.

Selvom dagene snart vender, og lyset langsomt vender tilbage, så har vi stadig mange mørke eftermiddage og aftener i vente. Og jeg vil med denne klumme gerne slå et slag for at bruge nogle af dem til at holde mørkning. Ja, jeg vil gerne slå et slag for, at vi slukker for computeren, slukker for fjernsynet, slukker for telefonen, slukker lyset og bare sidder sammen og lytter til hinanden i mørket.

At vi giver os tid til hinanden, møder hinanden og mærker hinanden, uden at noget kommer imellem.

For midt i mørket kan noget vigtigt vokse frem. I mørket er sanserne nemlig skærpede; de sanser, der mærker og lytter til hinanden og dermed fylder os med ro, glæde, tryghed, kærlighed og fred. Præcis som det, der julenat fyldte stalden, hvor Maria og Josef sad i mørket med deres nyfødte dreng.