Klumme: Øjenvidne fra en forsvundet verden

Tidligere journalist på blandt andet DR Aksel Hundslev har lige skrevet en bog med titlen 'Under kastanjetræet. 1940'ernes farvel til bondesamfundet'.

Bogen er et imponerende værk om det sidste årti, inden dansk landbrug blev forandret til ugenkendelighed af mekaniseringen. Med udgangspunkt i sin egen barndom på Hundslev Toftegård mellem Odense og Kerteminde beskriver Aksel Hundslev levende, hvordan det var at leve på landet for 70 år siden.

Hundslevs far var en af landets bedste svineavlere, hvilket gjorde, at gården klarede sig rigtig godt økonomisk. Forfatteren er heller ikke blind for dette og beskriver i bogen også de ofte grelle forskelle, der var mellem rig og fattig på landet. For eksempel bliver der et sted beskrevet, hvordan en husmandssøn vovede at byde en gårdmandsdatter op til dans ved høstballet, hvorpå hun svarede, "Tror du, jeg danser med en fattigrøv?"

Dyster profeti

Kastanjetræet i titlen hentyder til det store træ, som forfatterens oldefars søster plantede i 1840. Hun sagde ved lejligheden: "Jeg ønsker, at træet skal vokse sig stort og give skygge til mange generationer - og han, som fælder træet, vil blive straffet for en værre forseelse."

Denne dystre profeti skulle vise sig gå i opfyldelse i 1990´erne, hvilket bogen også kommer omkring.

I begyndelsen af 1940´erne var det de færreste, der i krigens skygge anede, at blot 10 år senere skulle mejetærskere udføre mange gårdarbejderes høstarbejde.

Der var mange fluer ude på landet dengang, og de nye sprøjtemidler blev brugt flittigt. F.eks. bladan. Men Aksels mor mente, at det også det kunne være for meget af det gode, da deres so pludselig døde kort efter, der var sprøjtet mod fluer i stalden!

Danmark slap nådigt gennem krigen - også på Nordfyn, hvor et par våbennedkastninger og flystyrt ikke skabte de store dønninger i lokalsamfundet.

Levende og detaljeret

Aksel Hundslev skriver levende og detaljeret om livet på Hundslev Toftegård og landsby. Jeg kunne forestille mig, at mange, som er opvokset på landet dengang, vil kunne mærke minderne komme strømmende, hvad enten det handler om tærskning af kornet, julen på landet, eller hvor stor en ekspedition et dyrskue var før lastbilernes tid.

Det er en tydelig mindesten om en forsvunden tid, som Aksel Hundslev har begået. Han solgte selv gården, da han hellere ville være journalist end landmand. Dermed kan bogen kan også ses som en afrunding af en slægtshistorie.