Ragnarok på Moesgaard: »Det var en man’s world dengang. Men det løste vi«

»Man finder sine måder at komme igennem det på,« griner skuespilleren Troels Lyby.

»Man ved, at når man kommer ud fra denne scene, kan man lige nå at smide sokkerne og få varmet fødderne. Det er sådan en hel rutine, man bygger op: Hvordan kommer jeg bedst igennem det her?«

Hans kolleger, Malin Rømer Brolin-Tani og Charlotte Amalie Kehlet, nikker.

»Jeg havde fire sokkeskift på et tidspunkt. Jeg fik så kolde fødder, at jeg måtte lægge ind, hvordan jeg kunne nå at skifte sokker,« fortæller Malin Rømer Brolin-Tani.

De tre skuespillere er med i Det Kongelige Teaters store udendørs forestilling, ’Ragnarok’, som skal spilles om aftenen ved Moesgaard Museum i maj og juni næste år. Det er fjerde gang, at teatret er der med en forestilling.

Her i 2023 har den spillet i Ulvedalene i Dyrehaven ved København. Det er derfra, skuespillerne har erfaring med kolde og våde fødder. For de spiller i vand. Scenen er et bassin på 40 gange 6 meter, fyldt med 4 centimeter dybt vand – plus et mindre, men noget dybere bassin, som man skal huske ikke at dumpe i, siger de.

»Det ser så fedt ud«

De har en våddragt på under kostumerne, som er lavet til at være våde – og blive hurtigt tørre. Men så er der fødderne. De bliver uundgåeligt våde og kolde.

»Det bliver hverdag,« siger de samstemmende.

»Man tjekker hver dag lige vejrudsigten: Hvor koldt bliver det? Skal man have uld under sin våddragt i dag, og hvor mange gange skal man skifte sokker? Da vil spillede i Ulvedalene, var vi endda utroligt heldige med vejret, så vi krydser fingre for det samme i Aarhus.«

Instruktøren Heinrich Christensen må lige blande sig.

»Nogle af figurerne kommer virkelig meget ned i vandet, særligt i det sidste store slag. De medvirkende bliver drivvåde hele tiden. Det er vildt, men vi lider gerne for det, for det ser så fedt ud,« mener han, mens skuespillerne påpeger, at det jo ikke er ham selv, der roder rundt i det kolde vand.

Han fortsætter uanfægtet:

»Jeg er virkelig blevet forelsket i det her kæmpestore format. Jeg elsker at spille teater ude i naturen. Det er en fantastisk ramme at fortælle de store, episke fortællinger i. Stil dig under et træ, så har du storhed.«

Menneskelige guder

Det er dramatikeren Kim Fupz Aakeson, der har skrevet manuskriptet, som hviler på nordisk mytologi, som han ellers ikke følte sig superstærk i.

»Jeg skulle jo lige synke en gang, da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive det. Men der er ting, man må sige ja til. Det er once-in-a-lifetime at få sådan et tilbud,« siger han.

»Jeg fik en meget kraftig opfordring til, at der skulle være en stærk, kvindelig hovedkarakter. Det tog jeg til mig, så jeg gik på biblioteket, læste og opdagede, at der ikke blev skrevet om stærke, kvindelige hovedkarakterer. Det var en man’s world dengang. Men det løste vi,« siger han.

Han tænkte meget over måden, guderne blev beskrevet på.

»Det slog mig, hvor menneskelige disse guder er i forhold til kristendommen, hvor vi jo har en vis ufejlbarlighed foroven. Hos guderne i Asgård er der et værre rod med intriger og drillerier,« siger han.

»De har ydermere den ordning, at hvis man som menneske er faldet ærefuldt med en flækøkse i panden på slagmarken – i modsætning til at blive gammel og syg – blev man belønnet med at blive hentet op til gudernes verden. Her blev man bænket til evigt liv med mjød, svin og krigsleg.«

Det moralske kompas?

Ragnarok – betegnelsen for en række begivenheder, som fører til verdens undergang – begynder hos Kim Fupz Aakeson med, at gudernes moralske kompas kommer ud af kurs.

»De begynder at stifte krig og ufred for egen vindings skyld, for at sikre sig selv. Det med, at de gode begynder at korrumpere sig for at modstå det onde, var interessant. Der kunne jeg bare mærke, at wow, der vågnede dramatikeren i mig.«

Han kan ikke lade være med at trække tråde til verden af i dag.

»Jeg tænkte flere gange undervejs, at det moralske kompas jo skrider rundtomkring i vores verden lige nu. Hver gang jeg fandt på noget vildt, så jeg bare på verden, og det var desværre altid nemt at finde noget relevans, noget genkendeligt,« siger han.

»Et eller andet sted må man klynge sig til, at de der store undergangsfortællinger næsten altid har katarsis – en renselse – bagefter, og så bliver alt godt. Det er håbet. Men det er klart, at magtspillet i verden, alle overgrebene, går altid ud over de civile – om det er i Midgård, i Ukraine eller i … eller i … Det blev påtrængende, da jeg sad og skrev. Bortset fra det har det faktisk været sjovt at skrive manuskriptet.«

Der er noget, guderne skal huske på, mener han:

»De er magtfulde og farlige, vi kryber for dem, beder og ofrer til dem. Lige indtil vi ikke tror mere. Så ændrer magtforholdet sig rimeligt afgørende, spørg bare Zeus og andre, som ikke længere er aktuelle. Det er en spændende konflikt: De begynder at hærge menneskeheden for at redde sig selv og undergraver dermed eksistensen for den verden, de har levet i så længe.«

Masser af plask

Det er Heinrich Christensen, som også stod for ”Kong Arthur”, der spillede ved Moesgaard Museum i 2019, der har fundet på det med vandet på scenen.

»4 cm vand er en perfekt dybde, for det kan give masser af plask. Vandet kan bruges på alle mulige måder. Det forstørrer bevægelserne. Hvis du tramper, er det ikke bare et tramp, men et plask. Vi kan skyde med det, fyre det 12 m op i luften og lave regnbuer. Det er det, det drejer sig om her: at lave et show, der kommunikerer helt op til bageste sæde,« siger han.

»Det hele bliver set fra et menneskeligt perspektiv. Vi følger krigeren Liv, en ung kvinde, som er faldet på slagmarken, fordi mændene var væk. Så måtte kvinderne i kamp, men Liv havde ikke andet end en gammel spand på hovedet og et knækket sværd i hånden, så hun døde ret hurtigt, men heldigvis så ærefuldt, at hun kommer til Asgård.«

Faktisk er hun en kæmpe fangirl af især guden Odin og er ved at besvime, da hun skal møde ham.

»Men langsomt begynder hun at se, at der er noget galt. Alt det, hun troede på, holder ikke rigtigt stik. For der er ikke orden hos guderne, de viser sig at være både menneskelige og fejlbarlige i en grad, så hendes tro på hele systemet begynder at dale. Hun må tage et opgør med dem, hun ellers har været så stor fan af,« forklarer han.

Der er 12 artister på scenen, som skal forstørre udtrykket og gøre nogle af figurerne larger than life, uddyber han.

»Når man spiller for 3.000 mennesker, skal man spille stort. Der kan du ikke stå med en subtil mine og blinke lidt med øjet, det er der ingen, der kan se. Vi skal have store kroppe, stort udtryk, og da vi nu er i en gudeverden, har vi noget, der nærmest er overmenneskeligt,« siger han og røber en hemmelighed.

»Forestillingen bliver altid bedre, når den kommer til Aarhus. Så er ”det døde kød” skåret fra, skuespillerne har lært deres replikker, og karaktererne sidder lidt mere fast.«

Et glemt sprog

Kim Fupz Aakeson glæder sig over, at han har fået lov til at give den gas rent sprogligt.

»Der var mange ord i de gamle fortællinger, som jeg næsten havde glemt, et sprog, gammeldansk, som lå og ventede. Lige pludselig fik jeg tilbudt nogle andre ord – ”kæltring”, ”solen sortner” og den slags – som jeg kunne boltre mig i,« siger han, der har lavet det greb i fortællingen, at krigeren Liv stiller spørgsmål og får svar, så publikum kan følge med.

»Nybegyndere kan roligt starte med forestillingen. Jeg har haft min mor på 87 år med. Hun er meget kritisk og plejer at sige, at hun bedre kan lide ’Den eneste ene’. Men da hun så ’Ragnarok’, var hun helt på. Det var jeg glad for.«