Nanna tager springet fra Vadehavet til Søhøjlandet: »Jeg føler mig meget privilegeret over at blive valgt«
Nanna Dusgård Coln har forladt sin stilling som sognepræst på Fanø og tiltræder i dag som sognepræst i Fruering-Vitved sogn.
Den 45-årige Nanna Dusgård Coln, der har været sognepræst på Fanø de seneste 11 år, flytter nu til Skanderborg sammen med sin mand, Jacob, og deres tre børn: Carl, Alvar og Selma.
»Jeg føler mig meget privilegeret over at blive valgt. I de seneste 11 år har jeg været sognepræst på Fanø, en dejlig plet på jord med nogle skønne mennesker, hvor jeg har fået lov til at træde mine præstesko og vokse med opgaven. Nu er tiden inde til at tage springet fra Vadehavet til Søhøjlandet og begynde et helt nyt kapitel. Vi glæder os rigtig meget til at bo i de smukke omgivelser og blive en del af det lokale liv og fællesskab,« fortæller Nanna Dusgård Coln i en pressemeddelelse fra Fruering menighedsråd.
Nanna Dusgård Coln er vokset op både i Aarhus og Aabenraa.
»I min opvækst har den kristne tro, kirkelivet og musikken fyldt meget. Jeg har altid været glad for at synge og sang i flere år i Sct. Jørgens kirkes pigekor i Aabenraa. Her fik jeg min kirkemusikalske dannelse og glæde ved kormusik grundlagt. Senere blev det glæden ved den rytmiske musik, som tog mere over, og jeg troede i en periode, at jeg skulle gøre musikken til min levevej,« fortæller den nye sognepræst.
Først og fremmest ønsker jeg at være en præst, der er i øjenhøjde med sin menighedNanna Dusgård Coln, ny sognepræst i Fruering-Vitved sogn
Teologien trak dog i hende, og hun begyndte at studere på Aarhus Universitet, fortsatte efter et par år i København, hvor hun blev kandidat i teologi. Derefter læste hun videre på pastoralseminariet på Vartov. Efter 10 år på Christianshavn flyttede hun med sin familie til Fanø.
»Som præst er jeg glad for den klassiske højmesse og beæret over at stå på skuldrene af historie og traditioner, men jeg er også meget optaget af at åbne kirken op på nye måder, så det kristne budskab kan nå ud til flere. Jeg har rigtig god erfaring med at lave kirke for både lille og stor, og i samarbejde med menighedsråd, kollegaer, medarbejdere og sognebørn glæder jeg mig til at varetage og også videreudvikle kirkelivet i Fruering-Vitved. Først og fremmest ønsker jeg at være en præst, der er i øjenhøjde med sin menighed, ligesom jeg vægter mødet og samtalen med det enkelte menneske højt,« siger hun.
Nanna Dusgård Coln ser frem til at påbegynde sin nye gerning i Fruering-Vitved og lære sine nye kolleger, menighedsråd, medarbejdere og sognebørn at kende.