Trods farvel: Politisk støtte vækker håb om genoplivning af Kanoner og Dragoner festivalen
Politisk opbakning giver grobund for en fortsættelse af 'Kanoner og Dragoner' efter festivalens pludselige farvel.
Der er politisk opbakning til at finde en løsning på, hvordan den historiske festival ’Kanoner og Dragoner’ i Rønde Bypark har en fremtid.
Adresseavisen har hørt fra tre ud af fem medlemmer af Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget (KFL), Ole Sønderskov Hansen (A), Bjørn Jensen (C) og Marianne Kirkegaard (V), som alle begræder udmeldingen fra foreningen ’Kalø 1849’ forleden om, at festivalen forlader scenen efter blot to år.
Formand for foreningen ’Kalø 1849’, Jacob Christian Salvig, beklagede i sidste uge i et nyhedsbrev dybt, at den historiske festival må indstilles.
I nyhedsbrevet fortalte Salvig, at det var med stor beklagelse, at foreningen ser sig nødsaget til at trække sig fra næste års begivenhed. En kombination af kommunale ændringer og nøglepersonen Ole Wolfs afgang som kultur- og borgerchef har gjort det umuligt at fortsætte.
Ole Wolf fik i forbindelse med ændringer i Syddjurs Kommunes organisation tilbudt den ledige stilling som biblioteksleder i Syddjurs. Et job han tiltrådte 1. november 2023.
Han var kommunens kobling til ’Kanoner og Dragoner’.
Kommunale kroner
Salvig fremhæver Ole Wolfs afgørende rolle som Syddjurs Kommunes ildsjæl og de frivilliges engagerede indsats, der har formet festivalens første år.
Ole Wolf var nøglen til foreningens tro på projektet. Han besad de rette kompetencer og erfaringer til at udvikle ’Kanoner og Dragoner’ til det potentiale, som alle involverede kunne se.
Festivalen, der voksede fra 1.000 deltagere i 2022 til næsten 2.000 i 2023, betragtes som en succes.
Adresseavisen har forespurgt hos Syddjurs Kommune, hvor stort kommunens engagement i festivalen har været i 2022 og 2023:
I både 2022 og 2023 blev der givet tilskud på 175.000 kr. fra Udviklingspuljen, som administreres af KFL-udvalget.
Derudover var der i 2022 hhv. 2023 udgifter til projektledelse på 175.000 kr. og 160.000 kr. til Kulturhotellet i Rønde.
Syddjurs Kommune har ikke lavet et decideret skøn over, hvor mange kommunale medarbejdertimer, der blev kastet i ’Kanoner og Dragoner’
Endelig afsked
Salvig reflektererde i nyhedsbrevet: »Vi var på vej til at realisere festivalens enorme potentiale, planlagt til at blive en heldagsbegivenhed med nye aktiviteter i 2024.«
Trods succesen er det en endelig afsked med festivalen.
Salvig retter en tak til alle involverede og fremhæver støtten fra fonde og lokale donatorer.
»Vi siger farvel til ’Kanoner og Drager’ med taknemmelighed for de to fantastiske år,« afsluttede Salvig.
Fugl Føniks
Der er politisk vilje til at holde liv i festivalen, og derfor er det for tidligt helt at fastslå, at historien er slut.
Efter nytår vil man uden tvivl se, at der bliver indkaldt til diverse møder med det klare formål at sikre, at der også fremover bliver ’Kanoner og Dragoner’-festival i Rønde Bypark.