Selv om Christian Lollike er en stor succes, frygter han hele tiden sit næste nederlag

Christian Lollike kunne ifølge den folkeskole, han gik i, hverken regne, stave eller læse. Han blev erklæret måske egnet til gymnasiet og kom der aldrig.

Alligevel har han nu i 25 år præsteret at fylde de danske teatersale og udøvet den svære kunst at begejstre både publikum og anmelderne.

Dramatikeren, der er uddannet i Aarhus og har et tæt samarbejde med Aarhus Teater, kan både kommunikere klart, skære problemstillinger skarpt og ikke mindst få os til at grine af os selv. Han arbejder med noget så dagligdags og velkendt for alle som hospitaler og folkeskolen. Og så er tabuer hans speciale.

I sidste uge havde hans nyeste stykke, Skolekomedien, premiere i et fyldt Aarhus Teater, hvor der blev grinet igennem, hujet, piftet og klappet, samtidig med at den sørgelige sandhed om folkeskolens tragiske udvikling stod klart.

Det er på ingen måde tilfældigt, at Christian Lollike har kastet sig over netop folkeskolen.

»Skolen er et godt emne, fordi vi alle har mange følelser investeret i den. Bortset fra vores forældre er skolen det, der sætter flest spor og er mest bestemmende for, hvem vi bliver,« siger Christian Lollike til Aarhus Onsdag.

Følte ikke ligeværd i skolen

»For mig var folkeskolen et hårdt sted at være, for jeg blev konfronteret med, at jeg ikke var specielt god til at læse, regne eller stave. Jeg havde en form for ordblindhed. Så skolen nåede frem til, at jeg ikke var særlig kvik,« siger 50-årige Christian Lollike, der fuldstændig paradoksalt lever succesfuldt af at skrive dramatik.

»Skolen og jeg gik fuldstændig fejl af hinanden. På den sociale side har jeg prøvet at føle mig ekstremt vellidt men har været udsat for grov mobning. Det hjalp, da min forældre flyttede mig mellem 5. og 6. klasse fra folkeskolen i Fredensborg til en kristen skole i Hillerød. Der var en klarere struktur. Det hjalp mig et langt stykke henad vejen, og mobningen hørte op,« fortæller instruktøren, som er søn af ikke mindre end to juristuddannede direktører.

I den kristne skole blev han dog fortsat testet på samme måde og lige så meget, som skolebørn gør i dag. Det var stadig ikke med noget opløftende resultat.

»Jeg følte ikke, at jeg var lige så meget værd som de andre,« husker han.

»Jeg blev testet på det, jeg ikke kunne, og ingen så det, jeg kunne. Men jeg havde den fantastiske oplevelse, at en dansklærer så, at jeg skrev afsindigt godt på trods af alle mine stavefejl. Det fortalte han mig, og det betød utrolig meget,« siger Christian Lollike med reference til de ambitiøse og velmenende lærere i Skolekomedien.

I den kalder eleverne konsekvent deres klassekammerat, Storm, for Shitstorm, fordi det gør ham så underholdende rasende. Der er også en fortælling om en dreng, der stammer og derfor spiller syg og pjækker fra skole. Den erfaringer har dramatikeren også fra sin egen skolegang.

Kører gerne ud over kanten

Den unge Lollike skulle en tur på højskole, før han opdagede sin force. Han fandt ud af, at han kunne imitere andre forfattere, og på den måde blev han rigtig god til at skrive.

»I dag skriver jeg i mange forskellige genrer og med meget forskelligt udgangspunkt, men jeg arbejder stadig med at imitere en stil og så gøre den til min. Jeg har for eksempel klippet og klistret i de mange lærer-citater, der ligger til grund for Skolekomedien,« forklarer han.

Instruktøren er ikke bange for at køre noget for langt ud og heller ikke for at fremstille folkeskolen som et mareridtsagtigt og syret cirkus med en gennemgående klovn, der binder tragikomiske ender sammen.

»Det er lidt klovne-agtigt, at forskellige regeringer udsætter skolen for alt muligt, der giver mistrivsel og stress. Først blev man bange for, at kineserne var dygtigere, og så kom der mange test. Derefter digitaliserede man hele skolevæsenet, så forældre næsten ikke kan følge med i, hvad der foregår. Og nu spoler Mattias Tesfaye det hele tilbage,« siger Christian Lollike om undervisningsministerens forslag om at sende skærmene ud af klasselokalet og lade børnene læse i analoge bøger.

Ud af kultursiderne og ind på debat

Manden bag Skolekomedien ønsker, at politikerne bliver hans publikum. Hans helt store mål er at kunne rykke på noget politisk.

»Jeg synes, de skal komme til Aarhus og se stykket. De skal vide, hvad konsekvenserne er af det, de har foretaget de seneste 20 år med konstante test og mere konkurrence. De forskellige regeringers mange dagsordener har givet lærerne mange flere opgaver,« siger dramatikeren.

Hans agenda er at komme ud af kultursiderne og ind på debatsiderne. Det er gennem tiden lykkes for ham flere gange. Blandt andet med Manifest 2083, der handlede om massemorderen fra Utøya, Anders Breivik. Og med dokufarcen, Hospitalet, der også blev diskuteret i medierne.

»Jeg er meget politisk uden at være politiker. Jeg har ingen interesse i at vælge den ene eller den anden side. I den tid, vi lever i lige nu, synes jeg, at vi i stedet for konkurrence og selvrealisering skal have et mål om at arbejde sammen om at løse større udfordringer end vores egne,« siger han.

Genial lussing og sand galimatias

Det vil vise sig, om han får politikerne i tale denne gang. Anmelderne mener, at hans komedie er en genial lussing, det rene galimatias, men på intet tidspunkt i strid med virkeligheden og årets vigtigste debatindlæg om den danske folkeskole i krise. En af dem foreslår, at alle landets 50.000 folkeskolelærere skal løbe storm mod billetlugen på Aarhus Teater.

Christian Lollike har ikke selv læst anmeldelserne, for han bliver alt for påvirket af dem, der eventuelt er negative. I det hele taget er det svært for ham at se sine egne ting, fordi han har kun øje for det, der kunne have været bedre.

»Jeg frygter det næste nederlag, jeg vil løbe ind i. Jeg synes hele tiden, at jeg skylder mig selv og andre at lave noget, andre synes er godt, og det holder mig på tæerne. Men det er også hårdt,« siger manden, der engang var en dreng, der ikke blev anset for at være særlig kvik.

Selv om han er utrolig ydmyg og har svært ved at tage imod ros, vil han dog godt medgive, at Skolekomedien er lykkedes rigtig godt.

»Det er lidt som at spille skak, hvor man skal have brikkerne til at stå helt rigtigt. Det er sket med Skolekomedien. Grundidéen og konceptet, indhold og udtryk smelter sammen,« drister han sig til at mene som det mest positive om sin egen indsats.

Forbehold mod et nederlag

Folk i Christian Lollikes liv opfordrer ham til at glæde sig mere over de gode ting, han opnår. Han synes selv, det er dejligt at få fem og seks stjerner af anmelderne, men det vigtigste for ham er, at folk kan bruge forestillingerne til noget i deres liv.

Han går ikke målrettet efter at provokere nogen eller at være branchens enfant terrible men sigter efter at overraske sig selv og vise noget, der er interessant for mange.

»Det betyder mest for mig, når elever fortæller, hvad stykket har givet dem. Det har jeg heldigvis prøvet mange gange, og så synes jeg, at mit arbejde giver mening. Det betyder meget, at folk tager det til sig og kan spejle sig i det,« forklarer Christian Lollike.

Måske bliver hans næste overraskelse over sig selv, at han kan bedrive god dramatik i Tyskland, selv om han ikke er særlig god til tysk. Det er hans næste projekt.

»Jeg skal til Tyskland og lave en forestilling om verdens rigeste mænd på et af landets tredje eller fjerde største teatre, Münchner Kammerspiele. Det kan jo gå helt galt,« siger den måske egnede og tager forbehold for et nederlag.

Han har som den eneste nogensinde modtaget tre Reumert-priser på samme aften. Og står bag prisvindende Erasmus Montanus, der sælger så mange billetter, at den måtte sættes op igen - og sikkert igen.