Kunsten at glemme sig selv: Jeg siger jo ikke til mig selv at i dag skal jeg male triste børn

Da Ingerlise Vikne var barn, forsvandt hun i naturen. Eller rettere, ind i naturen. I de norske fjelde oplevede hun selvforglemmelsen, og den er i dag et gennemgående tema i hendes malerier.

I over 20 år har hun malet børneansigter for at udtrykke netop den stemning. En sindstilstand som for hende er en uudtømmelig kilde til inspiration i både hendes liv og i hendes kunst.

Fordi børn er autentiske og tro mod sig selv.

»Jeg maler vældig intuitivt. Det kommer indefra. Jeg står jo ikke og siger til mig selv, at i dag skal jeg male tre triste børn. I mine øjne er de ikke triste overhovedet.«

Sådan opfattes hendes motiver ofte. Som triste børn, men de er nærmest det modsatte.

»De oplever en stille form for glæde. En positiv introverthed. Eksplicit glæde behøver ikke at være mere ægte end den stille. Jeg maler tilbagetrækningen til sig selv. Den, jeg selv oplevede som barn, og stadig har brug for i dag. «

De stille børneansigter i støvede farver rammer noget, som mange finder ubehag ved at blive konfronteret med. Nogle kan genkende noget, som giver dem ro og glæde. Nogle begynder at græde, andre bliver skræmte.

»Det er i selvforglemmelsen, at alle de lag, vi lægger på os selv, bliver skrællet af. Det er her, vi møder essensen af os selv. Og for nogle kan det være angstprovokerende. Derfor reagerer folk på mine billeder. Det har chokeret mig mange gange, hvor fremmed det er for os at se ind i et neutralt ansigt.««

Hun drager en parallel til tendensen i dag, hvor vi hele tiden skal stille os an på billeder med det helt rette ansigtsudtryk.

»Når du oplever tilbagetrækningen til dig selv, og at alt omkring dig forsvinder, så glemmer du at stille dig an. Dine ansigtsmuskler ændrer sig. De slapper af, og det bliver nærmest en form for kontroltab af ansigtsudtrykket. Lige som når vi sover. Vi lever i et samfund, hvor det ikke er accepteret. Vi kan ikke lide at se os selv og hinanden med et selvforglemmende udtryk, fordi vi forbinder det med tristhed. «

Men det er netop i det udtryk, at man kan mærke sjælen.

Højt til loftet

Det er ikke kun motiverne, der er et gennemgående træk i Ingerlise Viknes malerier. Det er farverne også.

»Jeg arbejder vældig meget i et støvet univers. I grumsede farver. De samme, som fandtes på de norske fjelde, da jeg var barn. Hvis man bruger klare, symbolske farver, som rød for eksempel, så vil vi ubevidst forbinde dem med bestemte følelser, når vi ser på billedet. Det samme sker, hvis man maler et barn, der griner højt. Vi afkoder det lynhurtigt, og det efterlader ikke meget plads til fortolkning. Jeg får faktisk kvalme af klare farver. Alt skal altid fremstå lyserødt, men det er ikke virkeligheden. Det er ikke der, meningen findes.«

Kunst har til alle tider været en afspejling af samfundet, og urolighederne i verden påvirker købernes valg af kunst.

»Jeg har haft en lang snak med min gallerist om det, og det er virkelig interessant. Folk vil have lettilgængelig kunst. De vil ikke have noget, der minder dem om den frygtelige krig i Ukraine eller børn i nød i Gaza. De vil have pastelfarver og glade børn, og det er ikke lige mig.«

I det hele taget er der meget integritet i 62-årige Ingerlise Viknes kunstnervirke.

»Min kunst er meget personlig, og jeg er meget privat. Min datter bliver ved med at sige, at jeg skal på Instagram. Jeg prøver, men det er svært for mig at navigere i. Jeg kan ikke lide at udstille mig selv, og derfor taber jeg terræn til de yngre kunstnere, som forstår at brande sig selv. Men sådan må det være.»

Hun har boet 28 år i Danmark, og de sidste 12 år har hun haft værksted ved Stabrand, hvor flyene til Aarhus Airport passerer lavt hen over hendes baghave for at lande få hundrede meter derfra.

Dem elsker hun, og hun elsker, at der er højt til loftet, både inde og ude.

For to år siden fik hun bygget et hus til værkstedet, som nu ligger i åben forlængelse af hendes stue, og her oplever Ingerlise Vikne igen glæden ved tilbagetrækning, selvforglemmelse og at lade sig opsluge af naturen.

»Det kan være svært at være med sig selv, men ikke for mig. Jeg synes, det er interessant. Vi skal kende os selv, og det har vi kun mulighed for, hvis vi tør være med os selv. Stille ind i stedet for at stille an. Det er selve meningen med livet. At kende vores essentielle kerne.«