Fortsæt til indhold

Blomster, lakrids og lækkert tøj: Påskemarkedet i Kolind frister med mangfoldige varer

Det traditionelle påskemarked i Kolind er tilbage igen i år.

Kultur og byliv
sra

Påskemarkedet i Kolind er for de fleste kræmmere årets første marked, og alle glæder sig til at mærke savsmuld under fødderne og møde kunderne igen. Her vil de tilbyde deres spændende kræmmervarer, og de har lovet at de kommer med de rigtige varer og de rigtige markedspriser, fremgår det af en pressemeddelelse.

Det traditionelle påskemarked i Kolind løber i år af stablen 28. og 29. marts, både inde i Byhallen og på arealet foran og rundt om hallen.

Den nederste del af Bredgade og hele arealet foran Byhallen bliver omdannet til gågade og bilfri zone begge dage, og denne mulighed for ro har givet mulighed for et hyggeligt marked, som har glædet både kræmmere og besøgende, siden det blev etableret.

Hos udekræmmerne bliver der mulighed for indkøb af blandt andet tæpper, strømper, tøj, træsko, ost, røget fisk og arbejdstøj. Der kommer en lastbil med masser af blomster, så påsken og hele foråret kan blomstre, og Jørgen Lakridsmand kommer med hele paletten af lakrids. Der vil være chokolade og nutella til markedspriser, og Jyllands største stand med krydderier har meldt sin ankomst.

Stadepladserne inde i Byhallen og Stalden er fuldt booket, og der er tilmeldt en række nye kræmmere, som kan supplere de velkendte og garvede kræmmere, som er kommet til Kolind igennem mange år.

Der er mulighed for spændende påsketing, blomster, mange forskellige håndlavede smykker, en stand med pige- og dametøj, voksduge, ægte læderpunge og livremme, træsko og meget andet.

Som noget nyt er der den lokale Jasmin Lingeri repræsenteret på markedet Det er en ny butik i Kolind, der sælger lingeri fra de kendte brands i flotte farver og varianter.

Påskemarkedet med de mange udendørs kræmmere og masser af indendørs stadepladser samler 1000-2000 besøgende år efter år.

Der er under hele markedet mulighed for en kop kaffe og eller en forfriskning i baren. Baren er bemandet af Byhallens mange hjælpere, og det er muligt at købe et måltid mad i den store grillbod i hallen.

Der er gratis adgang til påskemarkedet.