Børnekor fra Hinnerup indspiller sang til fordel for udsatte og ensomme børn
Sangen handler om elefanten Fjolle, der er foreningen Ildsjælenes maskot.
Det er torsdag eftermiddag i Hinnerup Sognegård. Sognegården summer af glade børnestemmer, der ivrigt snakker sammen og hygger sig. Børnene er mødt op for at lave noget særligt til børnekor denne torsdag. De skal nemlig indspille en sang, fortæller Kirken i Hinnerup i en pressemeddelelse.
Børnene vælger hver en t-shirt med elefanten Fjolle i deres yndlingsfarve og stiller op omkring mikrofonerne. Nogle går til opgaven med krum hals, mens andre er mere tilbageholdende og ser ud til at synes, at det at synge i en mikrofon er lidt overvældende.
Børnene gør sig umage, og med julelys i øjnene synger de med på sangens omkvæd. Man kan se, de vokser med opgaven, og der lyder rosende ord, klapsalver og hujen fra de voksne på projektet og anerkendelse fra børnekorets leder Jeanette Bonde.
Fjolle er børnenes ven
Børnene synger om elefanten Fjolle, der er foreningen Ildsjælenes maskot. Han giver et kram, der lytter med sine store ører, fjoller rundt, er på eventyr og viser børn, at livet er en leg, hvor der altid er plads til dig. Sangen er skrevet af komponist Chris Andreev, og Jeanette Bonde er solist.
Sangen skal indgå som en del af det øvrige univers omkring elefanten Fjolle. Universet omfatter blandt en Fjolle-maskot, t-shirts, små bøger om Fjolle, en bamse og krus. Disse ting skal være med til at minde børn om, at de ikke er alene i verden med deres udfordringer.
Fjolle er omdrejningspunktet for aktiviteter, som foreningen hvert år arrangerer og udfører for mere end 1200 børn, der har det svært i livet. Arrangementer som blandt andet Fjolles Legedag, Fjolles Børneløb og Fjolles Jul skal være med til at skabe nye venskaber og positive oplevelser.
Sangen om Fjolle kan høres på streamingtjeneste fra 19. april.