Fortsæt til indhold

Hadsten-komikere på gyngende grund i biografen: »'Nøjeren' at optræde på hjemmebane«

Som en del af komikerkvintetten Den Ukendte Vare trykprøvede “bysbørnene” Malthe Bødker og Kim Krogh deres selvskrevne jokes på publikum i Hadsten Bio.

Kultur og byliv

Det er tidligt tirsdag aften i Hadsten. Uden for Hadsten Bio er der stille. Endnu da. For senere på aftenen lægger den lokale biograf sal til de fem unge standup komikere Malthe Bødker, Kim Krogh, Thor Overbeck, Jonas Bamdeg og Magnus Zielke. Under titlen Den Ukendte Vare går de fem på scenen for at teste deres materiale på et live publikum, inden deres kommende tour for alvor skydes i gang. Deres kollektive mål er at sætte publikums lattermuskler på seriøst overarbejde.

Indenfor på biografens førstesal sidder de fem standuppere omkring et bord. Snakken går og kærlige svinere kastes på tværs af bordpladen efterfulgt af højlydt latter. Der er halvanden time til, showet går i gang, og de en ad gangen skal optræde for en udsolgt sal.

Kim Krogh og Malthe Bødker er begge opvokset i og nær Hadsten, og aftenens testshow er for dem en selvvalgt invitation til at bevæge sig ud på gyngende grund på hjemmebane.

»Egentlig havde jeg ikke forventet en udsolgt sal i aften. Det er fedt, men også lidt “nøjeren” at skulle optræde på hjemmebane, som Hadsten jo er for Malthe og mig. Især hvis der sidder nogen, man kender på første række!« siger Kim Krogh.

»Yes!« samtykker de fire øvrige. Kendte ansigter på forreste række er enstemmigt no-go.

»Jeg har bevidst ikke reklameret for vores show i aften, fordi det jo er et testshow, som vi skal bruge til at optimere og sortere i vores jokes. Det er svært at teste materiale af, hvis man ikke er sikker på, om nogen kun griner, fordi de kender en,« forklarer Malthe Bødker.

Den Ukendte Vare består af de fem stand-up komikere (fra venstre) Magnus Zielke, Kim Krogh, Malthe Bødker, Thor Overbeck og Jonas Bamdeg. Deres testshow forud for den kommende Danmarksturné løb af stablen i en udsolgt sal i Hadsten Bio. Foto: M. Jeppesen

Fra fem til for evigt

Kim Krogh begyndte som standupkomiker i 2020, mens Malthe Bødker havde sin debut i 2021. For dem begge var Open Mic på den aarhusianske standup scene, Alberts, startskuddet.

»Jeg har altid godt kunnet lide standup og har, siden jeg var helt lille, gerne ville prøve kræfter med genren. Da jeg blev teenager og fandt ud af, der var noget, der hed piger, glemte jeg det lidt, men under corona tog jeg det op igen,« husker Malthe Bødker.

»Jeg tog til Open Mic på Alberts for at opleve det. Ugen efter stod jeg selv på scenen dernede og havde fem minutter til at levere mine bedste jokes. Siden den aften har jeg ikke været til at rive ned derfra.« Den 23-årige komiker-spire kører en hånd igennem sit lyse pandehår.

Kim Krogh nikker. Den 24-årige colombianskfødte komikers debut minder meget om Malthe Bødkers.

24-årige Kim Krogh (forrest) og 23-årige Malthe Bødker er relativt nye navne på den danske stand-up scene. Sammen med tre andre unge, talentfulde komikere turnerer de landet rundt de næste mange måneder under titlen Den Ukendte Vare. Foto: M. Jeppesen

Hver sin stil

De fem standuppere bor forskellige steder i landet, men kender hinanden fra standupmiljøet. Den Ukendte Vare er deres første tour med egne navne på plakaten, og første gang de har mere end 15 minutter med mikrofonen i hånden.

»Vi har alle sammen prøvet at stå på en scene foran 200-300 publikummer. Men det her er første gang, vi har solgt billetter på vores egne navne. Og første gang vi har over 20 minutters taletid per mand,« siger Malthe Bødker.

Alle fem har de deres noter med originalt materiale liggende foran sig på bordet. Ind imellem snak, grin og en slurk cola, scanner de de tætskrevne sider.

»Langt det meste af det materiale, vi har med på den her tour, er prøvet af på et publikum. Og så bruger vi også hinanden til at sparre med. Jeg tror, vi har hørt hinandens “sæt” så mange gange, at vi kan bytte uden problemer,« griner Malthe Bødker.

»Vi har en form for manus med hver især, som vi kan bytte rundt i og tone op eller ned alt efter, hvor publikums grænser går, og hvad de griner af. Det kan da godt være, der sniger sig en enkelt ny punchline ind, men vi kommer ikke med uprøvede jokes i det her show,« forsikrer han.

Det sker også for de kendte komikere, at de falder igennem. Det handler om at tage sig mod til og tro på det.
Kim Krogh, stand-up komiker og en del af Den Ukendte Vare, opvokset i Hadsten

De glade gutter kalder sig alle fem for standupkomikere. Men de har hver deres stil og udtryk.

»Min stil er ret klassisk standup... Tilføjet lidt ung klodsethed...« Kim Kroghs sænkede bryn får ham til at se tænksom ud.

»Mit afsæt er ofte historier fra mit eget liv, som er relaterbare. På scenen vinkler jeg dem bare anderledes og leverer dem i ultraakavet stil,« forklarer Mathias Bødker og tilføjer:

»Bliver det for akavet til, at publikum synes, det er sjovt, forsøger jeg at smile den hjem.«

»Du redder den på charmen!« udbryder Kim Krogh og banker næverne i bordet.

»Hvis publikum ikke griner af mine jokes, går jeg hjem og græder lidt...« Han laver nedadvendte mundvige. Kortvarigt. Så fortsætter han:

»Ej! Humor er jo forskellig. Jokes, der går rent ind hos nogle, kan falde helt til jorden hos andre. Så man lærer at tackle det. Det sker også for de kendte komikere, at de falder igennem. Det handler om at tage sig mod til og tro på det.«

De fem unge stand-up komikere kendte kun hinanden fra stand-up miljøet. Nu rejser de landet rundt med deres fælles comedyshow; Den Ukendte Vare. Foto: M. Jeppesen

Den store drøm

Hvad fremtiden bringer for Malthe Bødker, Kim Krogh, Thor Overbeck, Jonas Bamdeg og Magnus Zielke, kan de kun gisne om. Men drømmen om en professionel standupkarriere er deres største motivation.

»Min drøm er at komme op på Jonathan Spang-niveau. Der er jeg ikke helt endnu, men det satser jeg på at komme,« lyder det selvsikkert fra Kim Krogh.

»Vi skal jo bevise vores værd på scenen lige om lidt, så det er lige med ikke at tage munden for fuld. Men at kunne leve af at lave standup er klart min drøm,« slår Malthe Bødker fast.

»Det er det, alle os, der sidder omkring det her bord, drømmer om,« konstaterer Thor Overbeck tørt og tamper sigende med pegefingeren på sin mobil. Klokken nærmer sig 19.30, og det er tid for det komiske femkløver til at klargøre scenen og indtage salen i Hadsten Bio.

Klogere og klar

Præcis klokken 20 går Thor Overbeck på scenen som den første. Denne tirsdag aften udfylder han rollen som vært - en rolle de fem standuppere skiftes til at have fra show til show.

»Er I klar til standup Haderslev?« får Thor Overbeck indledt testshowet og sine egne 20 minutter med.

De 110 publikummer er tavse. Helt tavse. Efter nogle lange sekunder bryder en kvinde på forreste række stilheden:

»Hadsten. HADSTEN!«

»Hadsten, ja! Jeg ved slet ikke, hvor jeg er...« lyder det fra en lettere perpleks Thor Overbeck.

Publikum ler overbærende og – efter et par velplacerede punchlines og velfortalte jokes – hjerteligt. Thor Overbeck er home safe og præsenterer den næste komiker i rækken; Jonas Bamdeg.

Tredje mand på scenen er det første af aftenens to “bysbørn”: Kim Krogh. Hans historier om ung, klodset kærlighed, om at være helt uden situationsfornemmelse og - som han kalder det - “importeret” fra Columbia bliver modtaget med grin og anerkendende applaus fra stolerækkerne.

“Bysbarn” nummer to, Malthe Bødker, går på scenen som aftenens femte og sidste latterspreder. Publikum har fået sig grinet varme og tager imod ham med energiske klapsalver. Klapsalver der trinvist stiger i volumen, efterhånden som Malthe Bødker bevæger sig igennem sit humoristiske repertoire. Latterbølgen peaker, da den spinkle, lyshårede komiker med den jyske dialekt og de charmerende smilehuller siger:

»Jeg ser mig selv lidt som en Ted Bundy-type. Jeg er mest i lange forhold... Det er bare et spørgsmål om at holde kælderdøren låst længe nok.«

Da Den Ukendte Vare takker af, og scenelyset slukker, trækker folk småsnakkende ud fra biografsalen og ud på Nørregade. De fleste med blussende håndflader og smil om læberne. Senere, da gaden atter ligger stille hen, kommer de fem standup komikere ud fra biografens hovedindgang. Med røde kinder og en flaske vand og deres noter under armen. Klogere på hvilke jokes der fungerer og hvilke, der enten skal justeres eller helt skrottes, er Den Ukendte Vare nu klar til at turnere Danmark tyndt. Forude venter måneders hårdt arbejde i bestræbelserne på at få publikum til at grine. Og på at gøre deres fælles standup drøm til virkelighed.