»Hun stod med spredte ben henover en stor rensdyrbuk, hun havde dræbt ude i vildmarken - hun var højgravid«
Fotoudstilling på Museet Køn af kvinder på jagt stiller spørgsmål som: Kan man tage liv, når man også giver liv?
I en ny fotoudstilling på Køn om kvinder, natur og jagt møder man blandt andre 91-årige Ruth Håkenåsen. Hun er fra Begnadalen og startede som jæger i 1948.
»Jeg husker ikke at have fået mange negative kommentarer, fordi jeg var kvinde, men jeg husker en fyr på holdet, der blev sur og grinede, da jeg skød dyr. Det brød jeg mig overhovedet ikke om. Jeg har aldrig skudt på noget, jeg ikke har ramt,« fortæller hun.
Bag udstilligen står den norske fotojournalist Ingerid Jordal. Hun blev inspireret af et foto, der viser en højgravid kvinde, som poserer ved en stor rensdyrbuk, hun har nedlagt.
»Projektet startede med, at jeg så et fotografi af en ven på Facebook. Hun stod med spredte ben henover en stor rensdyrbuk, som hun netop havde skudt og dræbt, på et bjergplateau adskillige timers gang ude i vildmarken. Hun var højgravid. Dette billede udfordrede med stor kraft min opfattelse af kvinders identitet. Derfor begyndte jeg en udforskning for at forstå, hvad det betyder at være en kvindelig jæger,« forklarer Ingerid Jordal.
Portrættering af kvindelige jægere, deres bytte og relationen mellem køn og natur er blot et par af de temaer, som sætter fokus på i fotoudstillingen ”She Hunts”. Det er Ingerid Jordals første udstilling i Danmark.
Jagten efter kød har i mange samfund gennem tiden været af stor vigtighed. Jagten er i dag omdiskuteret, provokerende og forbeholdt de få – og oftest mænd.
Udstillingen stiller spørgsmål som: Hvordan kan vi forstå forbindelserne mellem kød, jagt og køn? Hvordan er jagten kønnet? Kan man tage liv, når man også giver liv?
Køn – Museum for kønnenes kulturhistorie, Domkirkepladsen 5, Aarhus.
Udstillingsperiode: 6. september - 30. december og fernisering fredag 6. september kl. 15.