Mød den tidligere Bandidos-rocker, der i dag er præst
Kom og hør en hudløs ærlig livshistorie af Martin Bentsen, der i dag er præst i Herning Oasekirke, tirsdag 24. september i Sognehuset i Thorsø. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Martin Bentsen har haft en hård opvækst præget af omsorgssvigt, institution, stofmisbrug og starten på en kriminel løbebane, der resulterede i 13 år i fængsel, og hvor han blev medlem af rockergruppen Bandidos.
Han har været opgivet af alle instanser og til sidst sig selv. Den beskrivelse psykiatere og psykologer har givet ham er, at Martin Bentsen er uden for pædagogisk og terapeutisk rækkevidde.
Martin Bentsen siger:
»I kommer til at høre om de indre kampe jeg havde, hvordan jeg kom længere og længere ud i stofmisbrug og længere ind i det kriminelle miljø. Det hele blev vendt på hovedet efter jeg i fængslet åbnede Bibelen og begyndte at bede til Gud. Jeg kom til tro, og det forandrede fuldstændig min måde at se mig selv og andre mennesker på. I kommer til at høre om den lange og hårde kamp det var, at få lært de helt basale ting som at finde ud af mine følelser. Det var lettere sagt end gjort at få stablet et helt nyt liv og identitet op fra bunden.«