Prolog, La Cabra og Stillers Coffee i et mokka-mekka med livemusik fra Søs Fenger, Uro og Nicklas Sahl
Kaffefestivalen Kaffe & Sensorik samler i Aarhus de bedste fra både kaffe- og musiker-universet.
Kaffe & Sensorik afholdes den første weekend i efterårsferien på Centralværkstedet i Aarhus. Festivalen er for alle dem, der holder af kaffe og som gerne vil blive klogere på den brune bønne.
Gæsterne kan møde kaffepionerer fra over 25 bryggerier som Prolog, La Cabra og Stillers Coffee, lytte til musik fra kunstnere som Nicklas Sahl, Bisse og Soleima – og sidst men ikke mindst prøver kræfter med kaffegastronomi og workshop med kaffen i centrum.
Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Der er god grund til at fejre kaffen i Danmark. Vi er det tredjemest kaffedrikkende land på verdensplan. Dertil kommer, at vi har et imponerende vækstlag af innovative mikroristerier og kaffeproducenter, som udover at skabe kvalitetskaffe også har succes langt ud over de danske grænser.
Kaffe & Sensorik præsenterer et forrygende line up af talks, workshops og musik. Til at guide de mange festivalgæster gennem dagens program præsenterer festivalen nu årets to værter: Omar Maagaard Hossain og Nick Jones.
Omar Maagaard Hossain har 20 års erfaring i kaffebranchen fra Estate Coffee, Copenhagen Coffee Lab, Coffee Collective og Brownsville Roasters i New York. Han er direktør og medstifter af Komma Kaffe. Nick Jones er entertainer og vært og en del af duoen “Nick&Dré”.
Sammen vil de to lede festivalgæsterne igennem et program med kaffe-viden, sensoriske oplevelser og intimkoncerter med artister som Bisse, Søs Fenger, Pernille Rosendahl, Shaka Loveless, Suni, Cecilie Elise, Anya, Bette, Soleima, Calby, Nicklas Sahl og Uro.
Kaffe & Sensorik er sat i verden som en folkelig festival for en drik, som hovedparten af danskerne nyder. Men med det store forbrug kommer også et ansvar, som festivalen også gerne vil inspirere til.
Dagen igennem vil der således være masser af inspiration til, hvordan vi kan skabe et grønnere og mere bevidst kaffeforbrug. Der vil være talks, som sætter fokus på socialt ansvar, produktionsforhold og kaffebønnens store uudnyttede potentiale, som flere og flere virksomheder får øjnene op for.
Hør blandt andet, hvorfor den lille bønne ikke bare skal drikkes, men også kan bruges til en lang række produkter, fx. som elementer i sundhedsindustrien og til udviklingen af såvel design- som skønhedsprodukter. Det er også muligt at komme på en visuel rejse gennem dokumentarinstallationen Fra jord til bord.
Derudover vil festivalen også gerne selv gå forrest af det grønne spor, og har derfor lavet et samarbejde med Reusable, som leverer bæredygtige kaffekopper til festivalen. Der vil være opsat standere rundt på området, hvor kopperne kan pantes.
Kaffe & Sensorik afholdes 12. oktober på Centralværkstedet i Aarhus.