Fortsæt til indhold

Udsolgt og hypet teater-forestilling måtte aflyse på grund af sygdom: Uvist om uheldige billetkøbere får ny chance

Aarhus Teater er havnet i en uvant situation, men slår fast, at man gør alt for at finde en løsning.

Kultur og byliv

Det er på mange måder gået over stok og sten for Aarhus Teaters nyfortolkning af ”Jeppe på Bjerget” med succes-dramatikeren Christian Lollike som instruktør og selveste Thure Lindhardt i hovedrollen.

Anmelderne har over en bred kam været fulde af lovord for stykket, der har fået kastet den ene 5- og 6-stjernede anmeldelse efter sig. Men også publikum er flokkedes til nyopsætningen af det gamle Holberg-stykke.

22.600 billetter var sat til salg, og alle blevet hurtigt revet væk.

Men den voldsomme popularitet har nu også gjort, at Aarhus Teater er havnet i en frustrerende situation.

For teatret måtte midt i det tætpakkede og udsolgte program pludselig aflyse forestillingerne mandag og tirsdag i denne uge på grund af sygdom i ensemblet.

»Det er jo forfærdeligt at skulle melde ud, fordi folk ved jo også godt, at det er umuligt at få nye billetter. Vi bliver jo kimet ned og har skrevet på hjemmesiden, at vi desværre ikke har nogen venteliste, fordi vi har ikke noget at vente på,« siger Aarhus Teaters kommunikationschef Morten Daugbjerg.

På nuværende tidspunkt er det uvist om de uheldige billetkøbere, der på mail blev oplyst om de aflyste forestillinger, får revanche på et senere tidspunkt.

»Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for, at der kommer ekstra-forestillinger. Men vi kan ikke strække spilleperioden, fordi der er en stram tidsplan på at rive scenografien ned og bygge en ny op, og der er også skuespillere, der skal videre til andre opgaver,« siger Morten Daugbjerg.

»Så på den måde kan vi ikke forlænge spilleperioden. Men hvis vi på nogen som helst måde kan proppe en ekstra forestilling ind i spilleperioden, så vil vi gøre det. Men vi kan ikke love noget nu og her, og så langt er vi endnu ikke med planlægningen,« siger kommunikationschefen.

Spilleperioden for ”Jeppe på Bjerget” er 6. februar - 13. marts, og det er inden for denne periode, at man nu vil undersøge, om man kan sætte ekstra forestillinger ind.

Kan også ramme Helmig-show

Ifølge Morten Daugbjerg er det en »uvant situation«, teatret er havnet i - og en lignende situation vil potentielt også kunne opstå igen på den anden side af sommerferien, hvis der skulle opstå sygdom, når teatret til august har premiere på den næsten udsolgte ”Teaterkoncert Thomas Helmig”:

»Vi prøver altid at flytte de publikummer, som har billet til en aflyst forestilling til en anden dag - og det er selvfølgelig dem, vi har særligt fokus på, hvis der også kommer nogle ekstra forestillinger - men det er en udfordring, når alt er udsolgt,« siger han.

Nogle tænker måske: Men er der ikke suppleanter eller vikarer, der kan tage over, hvis en eller flere skuespillere bliver ramt af sygdom? Svaret er: Nej, faktisk ikke altid:

»Det har vi nogle gange, og andre gange har vi ikke. Det er en konkret vurdering fra gang til gang, men det har vi ikke haft her,« siger Morten Daugbjerg.

»Dels er det ret dyrt, men det er også krævende, for det kræver også ekstra gennemspilninger af forestillingen efter premieren, for den vil man gerne skulle løbe igennem med suppleanten en to til tre gange.«

Heldigvis for Aarhus Teater og det øvrige publikum med billet til ”Jeppe på Bjerget”, så kunne den populære forestilling genoptages igen onsdag, og stykket står også til at skulle gå sin gang igen torsdag aften.