Fortsæt til indhold

Legendarisk værtshus afslører: Her er den nye forpagter

En ung kvinde takker af og en ny, ung kvinde tager over.

Kultur og byliv

To en halv uge nåede der at være uvished om John’s Bodegas nye forpagter.

11. maj meldte Julie Fjellerad Casper ud, at hun takker af efter to år og otte måneder på posten.

28. maj meldte en ny, ung kvinde sig så på banen, kan man læse på John’s Bodegas Facebook-side.

Der er tale om Signe Ulfkotte, som melder sin ankomst på følgende måde:

»Jeg er endelig nået frem til den beslutning at vende hjem til 8450, og det er mig derfor en fornøjelse at fortælle, at jeg har forpagtet John’s Bodega pr. 1. juli.«

Hun skriver videre:

»Jeg glæder mig meget til at se bekendte såvel som nye ansigter samt drive bodegaen videre i samme ånd.«

Hun runder af med at invitere til åbningsreception tirsdag 1. juli fra kl. 12.00.

Der har aldrig været tvivl om, hvorvidt John’s Bodega ville lukke, for stedets ejer, Dorte Mikkelsen, meldte hurtigt ud til Din Avis, at hun var »i forhandlinger med nogle.«

Og hun tilføjede:

»Hvis ikke jeg finder en forpagter, så tager jeg selv over. Det har jeg jo gjort før.«

Men dertil kom det altså ikke.