Fortsæt til indhold

Slut med nøgenræs på Smukfest: »Der er ikke nogen, der skal udstilles«

Caspers Kanoræs har i mange år været en tradition på Smukfest, men i år er nøgenræset afskaffet.

Kultur og byliv
/ritzau/

Det er slut med nøgne festivalgæster, der sejler om kap i en kano på Skanderborg Sø. Smukfest oplyser, at man i år har sagt farvel til Caspers Kanoræs, som ellers har været en fast tradition på festivalen i mere end 10 år.

»Vi kan se, at unge efterspørger alle mulige forskellige slags aktiviteter, hvor de ikke altid skal være på eller performe og være i spotlight, men også bare kan slappe af med deres venner,« forklarer Smukfests talsperson, Trine Bang.

Nøgenræs fandt førhen sted i det område på Smukfest, der hedder KærligHeden. Området er frem til årets festival blevet lavet grundlæggende om.

Vi kunne også bare høre, at de synes, at det er spændende, at der skal ske noget nyt, og at det ikke altid skal handle om krop og nøgenhed
Trine Bang, talsperson, Smukfest

»I den proces har det været nødvendigt at nedbryde nogle traditioner, så noget nyt kan opstå,« uddyber Trine Bang.

Nøgenræset blev kaldt for Caspers Kanoræs, en reference til en kendt scene i ”Klovn The Movie”. Her sejler Casper Christensens karakter nemlig også nøgen i en kano.

I år vil der i Kærligheden til gengæld være blandt andet alkoholfrie zoner og saunagus. Smukfest kommer desuden også til at teste nogle andre sportsformater som for eksempel høvdingebold.

»Det er skidesjovt, der kan alle være med, og der er ikke nogen, der bliver udstillet,« understreger Trine Bang.

»Vi har eksperimenteret i år, og så tror jeg, at der kommer nogle helt andre traditioner ud af det.«

De nye tiltag i år er baseret på forskellige samtaler, Smukfest har haft med blandt andet unge mennesker.

»Vi kunne også bare høre, at de synes, at det er spændende, at der skal ske noget nyt, og at det ikke altid skal handle om krop og nøgenhed,« siger Smukfests indholdschef.

Festivalen vil nu følge reaktionen på afskaffelsen af nøgenræset og blandt andet lave spørgeskemaundersøgelser efterfølgende for at se, hvad gæsterne generelt synes om årets afvikling.

Hun vil ikke udelukke, at nøgenræs på baggrund af det kunne komme tilbage i fremtiden.

»Smukfest har det sådan, at vi aldrig siger aldrig til noget som helst.«