Ny legeplads på vej i midtbyen: »I Aarhus kan Paris blive til legens by«
Legepladsen Paris skal være med til at gøre Musikhusparken i Aarhus til en destination.
Du kan ikke finde Aarhus i Paris, men snart kan du finde Paris i hjertet af Aarhus.
I hvert fald er en 1.100 kvadratmeter stor legeplads opkaldt efter Frankrigs hovedstad undervejs i Musikhusparken.
Legepladsen har fået sit navn af dens skaber, kunstneren FOS med det borgerlige navn Thomas Poulsen.
Den nye legeplads nær James Turrells kunstværk Domen indeholder blandt andet en dobbelt rutsjebane, et fem meter højt klatretårn, klatrevæg, petanque og, naturligvis, sandkasser.
Ifølge Thomas Poulsen er navnet Paris en leg med ord.
»Den kommer ikke til at ligne Paris på nogen måde. Paris er en reference til et andet sted, legens sted, og måske kommer forældrene til at sige: ”Nu tager vi til Paris”. En legeplads er en størrelse, hvor fantasien kan få frit spil, og når man leger, kan forestille sig, at et klatretårn bliver til et bjerg, og i Aarhus kan Paris blive til legens by. Der er nogle vægge omkring legepladsen, og hvis man kniber øjnene sammen, kan væggene også skabe en bysilhuet,« siger han til dette medie.
»En destination«
Det har været en svær balancegang at lave en legeplads, der samtidig er et kunstnerisk og skulpturelt projekt, lyder det.
»Der er sikkerheden på den ene side, og på den anden side er der lokalpolitikernes forhåbninger og forventninger, og de er som regel uendelige. Det kan være modsatrettede størrelser, og det er ikke altid, der er økonomi til at skabe sådan et rum. Men i kunst og leg er der nogle paralleller, og jeg synes, det har været muligt at lave et legelandskab, hvor man kan bevæge sig mellem forskellige situationer og som lægger op til at bruge fantasien og opfindsomheden,« siger Thomas Poulsen.
Da Musikhusparken skulle skabes, indtalte omkring 450 aarhusianere deres idéer til fremtidens park i telefonbokse, som Aarhus Kommune havde stillet op i Musikhusparken. Højt på ønskelisten lå en legeplads til børn og bevarelse af skøjtebanen.
Det er blandt andet en donation på 20 millioner kroner fra Salling Fondene til den nye Musikhuspark, der har finansieret legepladsen Paris samt en ny og bæredygtig skøjtebane.
For Aarhus Kommunes projektchef for byggeriet i Musikhusparken, Kristian Harbo Jeppesen, er målet med legepladsen enkelt.
»Legepladsen skal være med til at gøre Musikhusparken til alle, og vi håber bare, der er nogle børn og børnefamilier, der vil benytte den, også når der måske ikke sker så meget andet i Musikparken. Legepladsen er endnu et element, der gør parken attraktiv, og forhåbentlig kan den blive en destination,« siger han.
Byggeriet af ”Paris” er gået i gang, og den nye legeplads forventes at stå klar senere på året.
I forbindelse med konkurrencen om at skabe fremtidens Musikhuspark inviterede Aarhus Kommune 10.000 aarhusianere til at komme med idéer til dens udformning via en spørgeskemaundersøgelse.