Fortsæt til indhold

Nu genåbner værtshus endelig: »Selvfølgelig er jeg spændt«

»Jeg har ventet og ventet, og nu er alkoholbevillingen her endelig. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang,« fortæller ny kvinde ved roret på værtshus.

Kultur og byliv

I sidste uge kom nyheden ud: En ny, ung kvinde overtager tøjlerne på værtshuset Centralkroen, efter Laila Blak måtte sige stop på grund af helbredet.

Men en enkelt ting forhindrede Rebecca Damgaard i at slå dørene op: Hun manglede en alkoholbevilling.

Den er nu kommet i hus, og hun har meldt genåbningsdagen ud. Det bliver 12. december fra klokken 10.

»Jeg er bare glad. Jeg har ventet og ventet, og nu er den her endelig. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang,« fortæller Rebecca Damgaard.

»Selvfølgelig er jeg spændt. Det er jo noget helt andet, end jeg har lavet de seneste fem år. Så nervøs kan man vist ikke undgå at være,« fortsætter hun.

Den nye værtshusejer fylder snart 32. Hun kommer oprindeligt fra Sønderjylland, men flyttede i 2017 til Østjylland for at læse til pædagog.

Rebecca Damgaard har arbejdet som pædagog, siden hun i 2020 blev uddannet. Hun arbejder på et botilbud i Aarhus Kommune for voksne med autisme, men har sagt op fra 1. januar for at kunne hellige sig sit nye arbejdsliv på Centralkroen i Hadsten.

Hun har ingen erfaring hverken som selvstændig eller fra bodega-branchen, men kaster sig helhjertet ind i det nye arbejde:

»Jeg er nået til den konklusion, at jeg er ung, så hvis det skal være, så skal det nok være nu. Og så bød muligheden sig og jeg sprang til. Det kan ikke gå værre end galt – men det håber jeg selvfølgelig ikke, at det gør.«

Den unge kvinde har med egne ord »drukket usandsynligt mange colaer og spillet rigtig meget billard på Centralkroen.« Derfor kender hun også rigtig mange af kunderne på stedet.

»Der er generelt bare en god opbakning både fra mit bagland og fra Centralkroens gæster. Alle siger, at det er fedt, jeg gør det, og at de glæder sig.«