Fortsæt til indhold

Aphaca gik på scenen for to år siden: Nu vil unge gøre festival endnu vildere

Det er tredje år i træk, Kvas-festival finder sted. Den er skabt af unge og er for unge. På festivalen spiller upcoming bands, men som noget nyt vil styregruppen i år forsøge at få fat i et stort og kendt hovednavn.

Kultur og byliv

Det hele begyndte for to år siden, hvor en flok unge fra Favrskov skulle prøve at skabe deres egen festival.

Det lykkedes, og 450 unge festede til 11 bands. På programmet til den første Kvas-festival i 2024 var blandt andre Aphaca.

Et band, der dengang var upcoming, men som siden er eksploderet i popularitet. I år spiller bandet blandt andet en udsolgt koncert i Parken, og de spiller på Orange Scene på Roskilde Festival.

Kan de unge bag Kvas-festival mon ramme plet igen i år, når festivalen 29. august finder sted for tredje år i træk?

Måske. I hvert fald vil den seks personer store styregruppe af lokale unge forsøge at »gøre det endnu vildere« i år, lyder det i en pressemeddelelse:

»Lige nu lægges sidste hånd på et open call, hvor upcoming vækstlagsband kan søge om at spille på festivalen. Sidste år fik festivalen 30 ansøgninger fra solister og bands fra hele landet. Og i år vil styregruppen gøre det endnu vildere. For udover et alsidigt program med spændende upcoming artister, så forsøger styregruppen desuden at fundraise midler nok til et stort og kendt hovednavn til årets festival.«

Om det lykkes, finder styregruppen ud af hen over foråret, når svarene fra fonde tikker ind. De unge søger selv fonde, laver PR, booker bands og alt det andet, der følger med, når en festival skal planlægges.

Et vigtigt aspekt af festivalen er allerede på plads. Tuborgfonden/ROSA har nemlig givet midler til et professionelt musikalsk scenesetup, som består af både selve scenen, lys og lyd og desuden professionelle teknikere, »der vil få aftenen til at spille maks på alle måder.«