Fortsæt til indhold

60 millioner brugt på Den Permanente. Nu er den under angreb – nedefra: »De er umættelige«

Kultur og byliv
jro

Den ikoniske badeanstalt Den Permanente i Aarhus er blevet angrebet af pæleorm, hvilket har skabt bekymring hos ejerne vinterbadeklubben Jomsborg og Aarhus Kommune, skriver DR.

Badeanstalten blev renoveret i 2019 for 19 millioner kroner og udbygget i 2024 for næsten 42 millioner kroner, men allerede nu er træværket angrebet.

Formand for Jomsborg, Bo Kræmer, opdagede små huller i pælene og kontaktede både entreprenøren og kommunen, som nu undersøger omfanget af skaderne.

Chef for ejendomsdrift i Aarhus Kommune, Nicolaj Kiilerich, oplyser, at levetiden for pælene var forventet til over 40 år, og at problemet er opstået hurtigere end normalt.

Badeanstalten blev udbygget i 2024 for knap 42 millioner kroner. Foto: Martin Thomas Ford

Kommunen vurderer, at situationen ikke er akut, men undersøger konsekvenserne både økonomisk og sikkerhedsmæssigt.

»Problemet er, at pæleormene er umættelige. De bliver ved med at spise, og på et tidspunkt mister træet sin styrke og sin bæreevne, og så har vi balladen,« siger Bo Kræmer, formand for Jomsborg, til DR.

Jomsborg har 11.000 medlemmer.