Dan missede DM – nu skal han dømme dem, der kom med
Dan Xavier fra Fuldt Flor kvalificerede sig ikke selv til DM i Moderne Blomsterkunst. Men i august får han alligevel en central rolle, når han som opgavestiller og dommer skal være med til at kåre den nye danmarksmester.
Allerhelst ville han selv have stået på gulvet med blomsterne foran sig og DM-titlen inden for rækkevidde.
Men sådan bliver det ikke i år.
Dan Xavier fra Fuldt Flor i Skanderborg måtte ved kvalifikationen nøjes med en tredjeplads, og det var ikke nok til at sikre ham en plads ved DM i Moderne Blomsterkunst.
Her konkurrerer landets dygtigste florister om den titel, der i branchen er den største herhjemme.
Og for et konkurrencemenneske som ham gør den slags ondt.
Men når deltagerne mødes i Rådhushallen på Odense Rådhus 14.-16. august, bliver Dan Xavier alligevel en del af danmarksmesterskabet.
Ikke som deltager, men som en af de tre, der har været med til at stille opgaverne – og som en af dommerne, der skal sætte point på værkerne og finde årets danmarksmester.
»Nu hvor jeg har haft tid til at komme mig over skuffelsen over, at jeg ikke får lov til at være med i år, så er det jo virkelig dejligt at få lov til at være med til at forme konkurrencen og være med til at kåre vinderen,« siger Dan Xavier.
»Og nok allermest i forhold til at være opgavestiller.«
Selvom det lyder mystisk, så gør vi vores allerbedste for at fjerne vores egen smag og vores holdning til, hvad der er smukt, og så vidt muligt gøre et blomsterarbejde til ren matematikDan Xavier
En pibekrave som benspænd
DM bliver afholdt i forbindelse med Odense Blomsterfestival, og deltagerne skal arbejde med festivalens nøgleord: magi, erindring, naturen og livet.
Det havde været oplagt at lade opgaverne dreje sig om H.C. Andersen.
Men det ville være for nemt.
I stedet har dommerne blandt andet kigget mod Odense Domkirke og den pibekrave, som præster bærer.
Den åbne opgave, som deltagerne allerede har fået, går ud på at skabe et blomsterarbejde, der kan bæres på kroppen, tages af og på – og samtidig være inspireret af pibekraven.
»Den åbne opgave er megaspændende, fordi der er nogle interessante benspænd i den. Som deltager ved man jo godt, at der vil være benspænd, og det er også det, der gør det sjovt,« siger Dan Xavier.
De må altså tænke, tegne og bygge dele af værket hjemmefra. Men de friske blomster skal på under konkurrencen. Og når arbejdet er færdigt fredag, skal det stadig kunne holde, når mesteren kåres søndag.
De to øvrige opgaver er lukkede. Dem får deltagerne først under konkurrencen.
»Når man får en åben opgave som deltager, har man tiden til virkelig at fordybe sig i tematikken. I de lukkede opgaver er man mere låst på tiden og skal være hurtigere til at beslutte sig for, hvad man vil,« forklarer Dan Xavier.
Alle tre opgaver tæller lige meget, og det er den samlede pointscore, der afgør titlen.
Smag pakket væk
Rollen som dommer er også en øvelse i at pakke sig selv væk.
Dan Xavier har konkurreret i årevis og drømmer stadig om at blive danmarksmester. Og han erkender blankt, at han stiller op for at vinde.
Men ved dommerbordet handler det hverken om egne ambitioner eller personlig smag.
»Selvom det lyder mystisk, så gør vi vores allerbedste for at fjerne vores egen smag og vores holdning til, hvad der er smukt og bedst muligt omgøre et blomsterarbejde til ren matematik,« siger han.
Bedømmelsen sker ud fra fire kriterier: komposition, idé, farve og teknik. I hver kategori kan deltagerne få op til 25 point.
Et værk bliver ikke kun bedømt på, om det er flot. Dommerne ser på, om idéen er klar, om teknikken holder, om kompositionen, proportionerne og farverne fungerer, og om blomsterne er brugt med mening.
For en tulipan er ikke bare en tulipan.
Den har en stilk med bevægelse, et spidst blad og et blomsterhoved, der kan være i knop eller sprunget ud. Alt det kan bruges i fortællingen.
»En blomst er jo ikke bare en blomst,« konstaterer Dan Xavier.
Derfor kan han også sagtens give en høj karakter til et værk, han aldrig selv ville have stående i sin egen butik.
»Konkurrencebinderi er meget langt fra hverdagsbinderi. Meget, meget langt endda.«
Dan Xavier har ikke opgivet drømmen om selv at stå med DM-trofæet en dag.
Da han begyndte i lære som blomsterdekoratør i 2007, var det hans klare mål: Danmarksmester først. Verdensmester bagefter.
»Det er ikke så realistisk i dag, men at blive danmarksmester er inden for målskiven,« siger han med et grin.
Bare ikke i år.
I år skal han ikke selv række ud efter DM-guldet.
Han skal være med til at afgøre, hvem der får det.
læser
Stor bagerkæde indtager lokalt supermarked
lige nu