Værtshus skifter hænder: Den nye indehaver mødte sin kommende kone ved billardbordet
Tidligere landmand og lastbilchauffør overtager Centralkroen i Hadsten.
44-årige Thomas Markholm er født og vokset op i Hadsten-Hinnerup-området, hvor han blandt andet har været dj og arbejdet i Kvickly i Hadsten. Som ung flyttede han nordpå, hvor han havde fundet en læreplads i landbruget og i mange år arbejdede som landmand.
For tre år siden vendte han hjem til Hadsten og gik arbejdsløs i en periode. Han har altid haft en forkærlighed for brune værtshuse, så en dag svingede han ind på Centralkroen i Søndergade. Det udviklede sig til, at han hver formiddag kl. 10 hentede teboller hos bageren og satte sig ind på værtshuset og fik sin morgenmad og en snak med de tidlige stamkunder.
»Jeg syntes bedre og bedre om stedet og blev kendt som ham, der kom med teboller og drak kaffe og cola,« fortæller Thomas Markholm med et grin.
Centralkroen er blandt andet kendt for at have dartskiver og billardborde, og ”ham med tebollerne” begyndte at spille billard. Her mødte han Mette, der lærte ham at spille billard.
»Vi blev venner, og med tiden udviklede det sig til et kæresteforhold. Jeg har friet til hende, og vi skal giftes næste maj,« fortæller Thomas Markholm og tilføjer:
»Der kommer rigtig meget godt ud af Centralkroen. Der er et stærkt sammenhold og så mange gode relationer. Jeg kan godt lide at se andre mennesker hygge sig og blive glade, og der er noget specielt over Centralkroen.«
Inden længe bliver Centralkroen særlig speciel for den tilbagevendte tidligere landmand. Når juli bliver til august, overtager han nemlig nøglerne til værtshuset fra den nuværende indehaver Rebecca Damgaard. Hun forklarer på Centralkroens Facebook-side, at det desværre ikke har fungeret for hende at være selvstændig og drive værtshus.
»Jeg har altid kastet mig ud i nye ting, og det bliver rigtig spændende at drive et værtshus. Jeg er meget ekstrovert og elsker at have meget med mennesker at gøre og hele atmosfæren med stamkunder på et brunt værtshus,« siger den nye indehaver.
Efter overtagelsen af værtshuset om en måneds tid skal Thomas Markholm fortsat passe sit arbejde som lastbilchauffør sideløbende med Centralkroen, så han vil til at begynde med ikke være der på fuld tid.
»Jeg har nogle gode ansatte til at hjælpe mig, så det skal nok lykkes. Jeg tror meget på, at ting lykkes, og tager det hen ad vejen,« siger Thomas Markholm.
Han beskriver Centralkroen som en velsmurt maskine, der bare skal køre videre med livebands, karaoke og ikke mindst billard.
»Vi har en hyggeturnering hver onsdag, som folk er ellevilde for at deltage i. Det handler om, at folk skal føle sig meget velkomne og hygge sig så meget som muligt.«
På sigt er det planen, at den nye indehaver stopper med at køre lastbil for helt at hellige sig værtshuset, hvor han har fundet sin kommende kone.
læser
Restaurant er lukket, men bare rolig en ny er flyttet ind
lige nu