Fortsæt til indhold

Nu er der hjælp til beboerne omkring Vesterbro Torv – i hvert fald for en stund: »Jeg forstår godt, at de er rigtig trætte af det«

Beboere på Johan Langes Vej og i kvarteret ved Poul Martin Møllers Vej får nu en håndsrækning.

Kultur og byliv
jro

Der har – for nu at sige det mildt – været en del virak omkring ombygningen af Vesterbro Torv. Og nok især omkring trafikken i området ved torvet.

Nu vil Aarhus Kommune med et nyt tiltag hjælpe de plagede beboere – i hvert fald til en varig løsning er på plads.

Det skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Der er allerede passage på solsiden på torvets nordlige side. Foto: Jesper Bech Pedersen

Kvarteret har længe været plaget af flere biler, der kører gennem området, efter at den gennemkørende biltrafik ved Vesterbro Torv er blevet stoppet.

Her fortæller beboere blandt andet, at den ekstra biltrafik gør det utrygt at cykle og gå i kvarteret.

»Jeg forstår godt, at beboerne er rigtig trætte af det. Derfor har jeg fået min forvaltning til at kigge på, hvad vi kan gøre nu, med det samme, så de ikke skal vente på, at vi lander en endelig løsning i byrådet, og at den først kan blive til virkelighed, når hele projektet ved Vesterbro Torv er færdigt,« siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

Hastigheden bliver midlertidigt sat ned til 30 kilometer i timen på Johan Langes Vej, Poul Martin Møllers Vej, Hans Vilhelms Kaalunds Vej og Christian Richards Vej.

Der bliver desuden etableret midlertidige vejbump, som skal få den gennemkørende biltrafik ned i fart.

Teknik og Miljø har fået ændringerne godkendt af Vejdirektoratet, som skal godkende lokale hastighedsnedsættelser. De nye trafiktavler og bump forventes etableret i løbet af juli og august.

De berørte beboere modtager i disse dage besked i deres e-Boks om de midlertidige tiltag.

Ændringerne i de to boligkvarterer indgår blandt de forslag, som byrådet har fået præsenteret som mulige løsninger på trafiksituationen i hele området.

Hvis byrådet godkender forslaget, kan den lavere hastighed og vejbumpene blive permanente.

Teknik og Miljø forventer, at byrådet tager endelig stilling til forslagene efter sommerferien, lyder det i pressemeddelelsen.

Se video: