Fortsæt til indhold

Medejer af whisky destilleri: Det er et kæmpe scoop

Sall Whisky byder på musik i "verdensklasse" på destilleriet ved Hammel.

Kultur og byliv

Medejer af Sall Whisky Distillery Thomas Rye Simonsen får en drøm opfyldt, når den lokale whiskyproducent inviterer til en udendørs koncert med Ensemble Hovaldt og opera- og musicalsangerinde Louise Fribo som gæstesolist.

»Vi har gennem årene haft fornøjelsen af at danne ramme om mange forskellige musikoplevelser på destilleriet, men det har længe været en drøm også at præsentere en klassisk koncert i de helt særlige omgivelser, vi har her. Derfor er det fantastisk, at det nu lykkes,« fortæller Thomas Rye Simonsen i en pressemeddelelse.

Ud over at være medstifter af det lokale whiskydestilleri er Thomas Rye Simonsen passioneret messingmusiker, medlem af Århus Brass Band og har gennem mange år været en del af brassbandmiljøet. Han ser derfor særligt frem til koncerten med Ensemble Hovaldt, som består af messingblæsere fra nogle af »verdens førende symfoniorkestre«.

»At kunne tiltrække et ensemble af denne kaliber er et kæmpe scoop. Jeg har selv spillet sammen med flere af de medvirkende gennem årene, og jeg ved, hvilket exceptionelt musikalsk niveau publikum kan glæde sig til. Samtidig tror jeg, at kombinationen af verdensklassemusik, den stemningsfulde have bag destilleriet og et glas dansk whisky bliver noget helt særligt. Jeg er overbevist om, at der venter publikum en magisk sensommeraften.«

Thomas Hovaldt er stifter og leder af Ensemble Hovaldt. Pressefoto

Ensemble Hovaldt har eksisteret i 20 år og givet koncerter rundt omkring i landet med internationalt anerkendte solister. I år kan publikum opleve solotrompetist James Fountain fra London Symphony Orchestra, Holger Sandgaard Johansen fra Det Kgl. Kapel, hornist Susanne Skov, basbasunist Martin Reinhardt fra Aarhus og Ian Bousfield, der er tidligere solobasunist i Wiener Philharmonikerne.

»Denne koncert skal sætte fokus på, at vi har det godt. God musik sammen med gode musikere, gode venner og gode smagsoplevelser. Kvaliteten er i top, jeg har lavet et spændende program, og derfor håber jeg selvfølgelig, at der kommer et stort publikum og nyder hele konceptet,« fortæller orkesterleder Thomas Hovaldt.

Opera- og musicalsangerinde Louise Fribo, der optræder som gæstesolist, ser også med spænding frem til koncerten hos den lokale whiskyproducent i Sall ved Hammel.

»Jeg glæder mig helt vildt til at besøge det her specielle sted, måske smage et par dråber og optræde med dette fantastiske ensemble. Vi har altid et veloplagt publikum, og jeg ser frem til med glæde at synge på destilleriet,« siger Louise Fribo.

Louise Fribo er gæstesolist ved koncerten på Sall Whisky Distillery. Foto: Toke Bjørneboe

Koncerten afholdes udendørs i lunden bag destilleriet, men rykker indenfor i tilfælde af regn. Den finder sted fredag 14. august kl. 19.30, og der kan købes billetter via Sall Whiskys hjemmeside.

Se video: