Fortsæt til indhold

Renée Toft Simonsens tredje bog om Børnene fra Sølvgade rammer det store lærred

Anders W. Berthelsen og Jakob Fauerby vender næste år tilbage i tredje film om "Børnene fra Sølvgade".

Kultur og byliv
/ritzau/

Ligesom de to forgængere bliver også Renée Toft Simonsens tredje bog om ”Børnene fra Sølvgade” filmatiseret.

Aarhusianske Renée Toft Simonsen har ligeledes skrevet filmmanuskriptet til sit eget bogforlæg af ”Børnene fra Sølvgade slår rødder”.

Det annoncerer produktionsselskabet Rocket Road Pictures og Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.

Universet centrerer sig om fire børn, hushjælpen Miss Nelly, som spilles af Jakob Fauerby, og Miss Nellys kæreste, Brian, i skikkelse af Anders W. Berthelsen, som er blevet børnenes plejeforældre.

Skuespillerne Alfred Rivera, Ida Skelbæk-Knudsen, Anders W. Berthelsen, Jakob Fauerby, Amelia Ahmad Abdullatif og Alfred Kann står i front for den tredje film om "Børnene fra Sølvgade". - Foto: Max Czaplewski/Rocket Road Pictures og Nordisk Film Distribution/PR-foto/Free

De rutinerede navne vender ligesom Kirsten Lehfeldt og Rasmus Brohave tilbage i deres respektive roller i treeren.

Blandt de nye ansigter er Mille Gori og Christian Tafdrup.

Handlingen i den kommende film tager fart, da et af børnene får en rejse i gave. Sammen sætter de kursen mod Spanien i håbet om at finde deres biologiske far.

Foto: Martine Munkholt Christensen

Ifølge Rocket Road Pictures og Nordisk Film Distribution er filmen en fortælling om, ”hvad familie egentlig betyder og minder os alle om, at de bånd, vi vælger, kan være lige så stærke som dem, vi er født ind i - og nogle gange må man rejse langt væk for at finde tilbage til sig selv og sine rødder”.

”Børnene fra Sølvgade slår rødder” har efter planen biografpremiere den 14. oktober 2027.

Den første filmatisering af ”Børnene fra Sølvgade” havde premiere i 2024 og solgte 190.000 biografbilletter.

Den modtog to statuetter til Robert Prisen 2025: Den blev kåret til Årets Børne- og Ungdomsfilm, og så modtog Renée Toft Simonsens mand, popmusikeren Thomas Helmig, prisen for Årets Originale Sang for titelnummeret til filmen.

Den anden filmatisering, ”Børnene fra Sølvgade tager kampen op”, hev omkring 150.000 personer i biografen.

Renée Toft Simonsen, der er uddannet psykolog og har en karriere som model, er også forfatter til børnebogsserien om pigen Karla, hvoraf de første tre i rækken også er blevet filmatiseret.

Foto: Martine Munkholt Christensen