Food Festival: Hvem er Danmarks bedste til at grille?
Syv ud af 10 danskere elsker at grille. Mens grill-kapaciteterne kæmper om medaljer, er der smagsprøver, tips og tricks til festivalgæsterne.
Syv ud af 10 danskere griller, og vi har masser af grilludstyr - men bruger vi det rigtigt? Og har vi forstået det fulde potentiale af grill-mad?
Ifølge Landbrug og Fødevarer har hver anden grillspyd og hver tredje en pizzasten til grillen, så vi har udstyret i orden til danskernes foretrukne sommersport.
Det er sikkert som amen i kirken, at grillen findes frem, når sommervejret sætter ind. På den måde kan grillsæsonen godt betragtes som en højtid. Og på Food Festival gør man nu fællesskabet omkring grillen til en holdsport.
Det sker med DM i grill, der finder sted lørdag og søndag på madfestivalen i Tangkrogen. Der kan man ikke bare opleve de dygtigste men også få at vide, hvordan man selv bliver bedre til at grille.
Deltagerne vil være i gang med at grille både lørdag og søndag i det meste af festivalens åbningstid, der er henholdsvis kl. 10-19 og kl. 10-17.
Det er da sjovt, at danskerne er blandt dem i verden, der har allermest grilludstyr, hvis vi ikke ved så meget om, hvordan det bedst bruges.Anna Lund, direktør Food Festival
Grillet dessert og stille ro
»Det er da sjovt, at danskerne er blandt dem i verden, der har allermest grilludstyr, hvis vi ikke ved så meget om, hvordan det bedst bruges. Det vil vi gerne flytte på med DM i grill. Her kan man lære noget,« siger direktøren på Food Festival Anna Lund.
»Samtidig bliver det spændende, for vi har fat i nørderne og passionerede mennesker, der har noget på spil og som skal konkurrere med hinanden. Der bliver drøn på,« fortsætter Anna Lund.
I konkurrencen deltager cirka 18 teams med fem-10 personer på hver. At dømme ud fra deres holdnavne er der masser af humor og kreativitet på holdene. De hedder blandt andet: Old Spice BBQ, Burning cows bbq, Team BBQ Brothers, The Crazy BBQ Team, Taunting Tailgaiters, BadBoy Butchers BBQ og The Meat Club Grill Team.
Deres opgaver bliver ikke bare bøffer på den evige Webergrill. De skal gennem en række opgaver, der handler om: Dagens fisk med østershatte, Kylling med blomkål, Kalve spidsbryst, Svinenakke og Spareribs.
Det er de obligatoriske kategorier, som ligger til grund for dommernes bedømmelse. DM-vinderen kåres søndag kl 16.
De kan også arbejde med en række temaer, der tæller: Film, Den hemmelige, I skovens dybe stille ro, Danmarks bedste og grillede bøfsandwich og Dessert.
Grill giver eksperimenter
Det ses af en Samvirke-analyse, at det helt generelle grillfolk oftest vælger pølser af grisekød, og kyllingebryst, men grillen inviterer også til, at andre kødtyper og grøntsager, end vi ellers spiser, og at folk er mere eksperimenterende med grillmaden.
Indenfor det seneste år har 70 procent tilberedt mad på grillen. Det er primært om sommeren, men faktisk er der en del, som gør det hele året rundt.
Vi forbinder særligt grillmiddagen med god smag og god duft. Men grillen giver os også en fællesskabsfølelse, og ligger op til, at man sidder længere tid omkring middagen.