Den Gamle By er fokuseret på bestemte årstal. Men der mangler ét

Thomas Bloch Ravn har været en enestående dedikeret leder af Den Gamle By. Som en anden general har han drevet sine folk frem på den historiske slagmark og skabt et ægte nationalt museum.

Her står ikke montrer på parade fyldt med femører. Man oplever på stedet, hvad Danmark har været, er blevet, og nationens kurs ind i fremtiden.

Vi ser, hvordan mennesker har levet og fornemmer den flid, der krævedes for at overvinde fortidens fattigdom. Vi erkender vores egen alder og genkender egne effekter, der er sendt på museum.

Den Gamle By er som frilandsmuseum langt mere underholdende end elitært, selv om der også på stedet forskes i byernes udvikling.

At publikum er i centrum, er stor del af årsagen til museets succes. Gæsterne bombarderes med indtryk, og alle får udbytte – også dem, der normalt ikke ville bruge tid på at besøge et museum. Men i Den Gamle By hygger man sig og taler sammen. I øvrigt også med fremmede.

For at lette overskueligheden er udstillingerne koncentreret om særlige årstal:

Den gamle købstad: 1864 (1600-1900)

Moderne tider: 1927

Velfærd og frisind: 1974

Vores tid: 2014.

Men der mangler ét årstal, og det er 1996.

Det år begyndte Thomas Bloch Ravn som direktør i Den Gamle By, og nu slutter han efter mere end 28 år. Den 31. marts fylder han 70 år, men han stopper ikke helt, for han er engageret i en international indsats for frilandsmuseer.

Direktøren har skrevet en bog om sit arbejde, der næsten har karakter af en manual, hvis læseren selv skulle gå med planer om at etablere et museum.

Millioner til museet

”Drømmen om Den Gamle By” er en interessant gennemgang af institutionens udvikling fra et hensygnende foretagende til det nuværende kulturelle kraftcenter midt i Aarhus.

Den er også beretningen om økonomiske kampe med offentlige myndigheder, hvis interesser omfatter hovedstaden, mens der er begrænset viden om liv og kultur på den anden side af Valby Bakke.

Heldigvis har en række fonde bidraget til udviklingen af museet med både to- og trecifrede millionbeløb, der i alt beløber sig til en halv milliard. Heraf tegner A.P. Møller Fonden sig alene for 300 mio. kr. Salling Fondene har også bidraget med mange millioner.

Politikere på alle niveauer og over hele spektret har heller aldrig fået lov at glemme Den Gamle By. Især ikke i tider, når budgetforhandlingerne nærmede sig.

Der er fortsat kritikere, der rynker på næsen af Danmarks bedst kendte museum og taler om Cirkus Bindingsværk.

For langt de fleste gælder, at de næppe kan have gæstet Den Gamle By i nyere tid, for siden 1996 er det totalt forvandlet og er nu blandt verdens førende frilandsmuseer.

Det skete takket være grundlæggeren Peter Holms pionerindsats, som Thomas Bloch Ravn og chefgruppen, der blandt andet tæller bygningschef Niels Meyer, vicedirektør Allan Leth Frandsen, overinspektør Martin Brandt Djupdræt og administrationschef Henning Kjærgaard, har bygget ovenpå. Først med den vellykkede genopførelse af Møntmestergården fra København, der stod færdig i 2009, og som fuldender torvet.

Den store forvandling

Og siden er der skabt et farvestrålende 1927-kvarter med butikker fra tiden og et lille konkurrerende museum. Som det var kutyme, lades beskueren ikke i tvivl om giveren. Der er små skilte med de behørige oplysninger. ”Fad. Gave fra Fru Damptromlefører Nielsen. Her.”

Der er det imponerende 1974-kvarter med lejligheder til borgerskabet og kollektivet, forretninger og et jazz-værtshus, en erindringslejlighed, der får demente til at blomstre, 2014-kvarteret rummer en række museer i museet, et kunstkammer med fornemme effekter, en særlig Aarhus-udstilling, der fortæller historien om byen, Dansk Plakatmuseum, Museet for Dansk Bladtegning har fået til huse i en genrejst pavillon fra Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Aarhus Håndværkerforenings gamle laugssal er flyttet til museet, nye restauranter, et konditori og spisesteder, den lille åhavn med tilhørende værksteder og lagerplads.

Nu er der også skabt et 2014-kvarter i Dronning Margrethes Gade med forretninger og en lejlighed op til det nye imponerende indgangsparti ud mod Silkeborgvej.

Det er ikke uden stolthed, at generalen gør regnebrættet op i bogen. Det krævede kamp at nå så langt. Især i de første år.

Thomas Bloch Ravn glædede sig, da han sad i MR-toget fra Struer kl. 6.03 tirsdag den 2. januar 1996 på vej til drømmejobbet som ny direktør for Den Gamle By i Aarhus.

En barsk begyndelse

Den da 41-årige Thomas Bloch Ravn, uddannet magister i dansk kultur- og lokalhistorie og i flere år leder af Struer Museum, var selvfølgelig også spændt, nervøs og en smule usikker.

Det havde han også grund til, for der ventede en kølig modtagelse i Aarhus, og det var ikke alene på grund af sneen.

Museets formand, Søren Chr. Mellerup, og administrationschef Kaj Toft anså den nye direktør for en novice, og det skulle han gerne fortsætte med at være, så de forblev uundværlige.

Parret havde i årevis ledet museet, og det havde de lyst til at fortsætte med. De to blev bistået af næstformanden, bankdirektør N.P. Bager, der var en uhyre magtfuld person i Aarhus i de år. Han havde stået bag opførelsen af Vejlby-Risskov Hallen og idrætscentret og var medlem af mange bestyrelser.

Da Thomas Bloch Ravn efterlyste en velkomstreception, så han kunne møde vigtige folk i byen, blev han af N.P. Bager belært om, at et sådant arrangement måtte han først gøre sig fortjent til.

Den nye direktør var dog ikke indstillet på at optræde som en marionet for den gamle ledelse.

Hvis denne havde ønsket en marionet, havde man valgt forkert blandt de 30 ansøgere og fået en ildsjæl.

Den nye direktør kæmpede sig vej til sit skrivebord og begyndte at træffe beslutninger. Der var rigeligt at rydde op i, for der var gennem årene truffet beslutninger, som ikke ligefrem gavnede museets ry. Han blev bekræftet i, at han fulgte i sporet på grundlæggeren Peter Holm af Erna Lorenzen, der arbejdede sammen med Peter Holm. Hun blev en stor støtte de første år, og Erna Lorenzen var et særligt menneske, som blev dr.phil. i 1975 med afhandlingen ”Folks tøj i og omkring Aarhus 1675-1850” uden nogensinde at have læst på universitetet.

Oprydning på museet

En række eksterne aktører havde fået adgang til Den Gamle By.

Første weekend i advent afviklede Lions-klubberne således deres julemarked. Der kom tusinder af mennesker, for Lions reklamerede for begivenheden i en husstandsomdelt reklameavis. Overskuddet blev delt i tre mellem de to Lions-klubber og Den Gamle by. Dansktop-kunstnere underholdt, og overalt blev der solgt lykkeposer og andet habengut. Selv i museets historiske butikker var der sat skilte op med tape og hæfteklammer.

I 2003 var det slut. Den Gamle By kunne selv, og nu er juletiden museets højsæson.

I dag ville man næppe kunne forestille sig, at hele museet var omdannet til kampplads for årets stærk mand konkurrence, for hårdt pumpede atleter baksede med tunge redskaber og trak alt muligt, inden de hvilede ud mellem konkurrencerne i det historiske interiør.

Her satte Thomas Bloch Ravn trods alt grænsen. Han bebudede dopingkontrol, og det ville atleterne ikke risikere, så det arrangement stoppede.

I museets årbog for 1998 skrev direktøren, at det næppe var sandsynligt, at Den Gamle By ville vokse sig ret meget større i de kommende år.

Det var lige indtil, Thomas Bloch Ravn deltog i et møde i Kulturministeriet, hvor et oplæg til en ny museumslov blev diskuteret.

Han spurgte, hvordan museerne og museumsloven stiller sig til at bevare enheder fra vores egen tid. Morten Lundbæk fra det daværende Statens Museumsnævn fandt, at det var en opgave for Den Gamle By, og det passede fint til museet.

I begyndelsen var Thomas Bloch Ravn usikker på, hvordan det kunne realiseres: »Konkret havde jeg svært ved at forestille mig et 1970’er-kollektiv som nabo til en 1700-tals-barokstue,« skriver han.

Men pludselig var ideen til et nyt brokvarter der, så museet kunne give et troværdigt totalbillede af det liv, som millioner af danskere har levet i 1900-tallet.

Nej fra myndighederne

En lejlighed blev lagt på depot, og nu gjaldt det planerne. Der skulle opføres et nyt kvarter udenpå Den Gamle By, så de forskellige perioder ikke blev blandet sammen. Direktøren trak de første streger.

1927-kvarteret blev en omformning af et eksisterende kvarter, mens 1974-kvarteret ville afspejle den driftige efterkrigstid frem til oliekrisen i 1974.

Planerne lå klar, men ved et møde med Michael Lauenborg fra Kulturarvsstyrelsen vendte denne tommelfingeren nedad. Det var ikke et projekt, Den Gamle By burde gå videre med, og hverken Peter Jensen, museets formand, eller Thomas Bloch Ravn var forberedt på afvisningen.

Få år tidligere havde Morten Lundbæk fra samme myndighed opmuntret Den Gamle By til at arbejde videre. Thomas Bloch Ravn blev stædig og opfordrede Kulturarvsstyrelsen til at finde en medarbejder, der havde forstand på frilandsmuseer.

Der var kommet flere besøgende, efter at Den Gamle By i begyndelsen af 1970’erne lancerede begrebet ”levende museum”. Der skete noget, når man besøgte forretninger eller hilste på præsten, der gik rundt i byen.

Det nej, der kom fra Kulturarvsstyrelsen, fik ikke betydning, og da A.P. Møller Fonden donerede 161 mio. kr. til opførelse af en række ejendomme i 1974-kvarteret, var alle positive.

Thomas Bloch Ravn var begejstret, da den fornemme donation indløb, og han orienterede også museets protektor, dronningen. Hendes svar glædede: »Det har Den Gamle By så sandelig fortjent.«

Direktøren har været dygtig til at rejse midler, og der blev også penge til at modernisere satellitmuseet om Besættelsen, der har hjemme i byens tidligere rådhus og politigård tæt på domkirken. Her lå hovedkvarteret for Gestapo under Besættelsen. Nu har lederen, Søren Tange Rasmussen, og en kreds af frivillige langt bedre muligheder for at fortælle de besøgende om den mørke periode i danmarkshistorien.

Museet er i god gænge og kun ét sted kneb det konstant: Politikerne havde svært ved at leve op til løfter og støtte, så her måtte generalen for alvor i kamp, og også de slag sejrede han – om end med besvær.