Direktøren for Den Gamle By blev holdt udenfor: »Når jeg knalder hovedet mod væggen, er det den, der går i stykker«

31. marts fylder Thomas Bloch Ravn 70 år og forlader jobbet som direktør for Den Gamle By for at blive seniorforsker på deltid samme sted. Han skal nemlig også nå at passe haven, at læse aviser og bøger og at være sammen med sine børnebørn, der tæller fire raske drenge mellem halvandet og otte år. En af dem hedder Thomas ligesom sin morfar.

Han er nået en rigtig god destination på den 28 år lange rejse, Thomas Bloch Ravn har foretaget sammen med sit alterego: Den Gamle By.

Det begyndte som i et eventyr med, at han, som den nye uden træning i at begå sig på de bonede gulve, blev holdt ud i en meget lang strakt arm af den daværende og magtfulde bestyrelse.

Direktøren var en outsider

»I flere år havde jeg det lidt som fortælleren i novelle ”Spionen”, der føler sig og betragtes som en outsider. Lidt som The Who’s sang ”Substitute” fra 1965 om at være forkert, anderledes og udenfor«, skriver han meget diplomatisk i sin bog ”Drømmen om Den Gamle By”.

Den musikalske reference skyldes direktørens hang til The Who’s rock og Richard Wagners operaer. Han er mest til det første, mindre til det andet og ikke særlig meget til arkæologiske udgravninger. Sådan var det også, da han gjorde sin entré i Aarhus.

»Jeg interesserede mig ikke specielt for gamle ting eller fund fra arkæologiske udgravninger, men for relevans, ledelse og udvikling,« uddyber direktøren, der siden selv har drevet en helt anden form for ledelse, end den han blev mødt med.

I august 1999 havde han sin sidste kontrovers med den gamle garde, der beskyldte direktøren for at holde ferie på museets regning, da han på opfordring fra formanden, Peter Jensen, afleverede dokumentation for sine transportudgifter, efter han havde brugt sin ferie på en relevant studietur.

Bestyrelsen blev i de år skiftet ud, og Thomas Bloch Ravn kunne derefter sprede sin vinger og finde vejen frem. Den blev brolagt med tæt og venskabeligt samarbejde med internationale kolleger, med spandevis af kaffe og ærlige snakke med alle slags politikere og ikke mindst et godt netværk ind i pengetanke som A.P. Møllers. Fondsdonationerne derfra har været fuldstændig afgørende for museet – især da A.P. Møller Fonden kastede næsten 300 mio. kr. ind i museets nye kvarterer, selv om Kulturstyrelsen gav projektet en kold skulder.

Politikere og pengetanke

»Jeg var forberedt på modstanden mod det levende museum, vi indførte i 2001, men meget overrasket over den modstand, jeg mødte i Kulturstyrelsen mod den nye bydel. Jeg kæmpede hårdt mod dem og var fast besluttet på at gennemføre det alligevel,« siger Thomas Bloch Ravn.

»Jeg tager tyrene ved hornene. Jeg har en tyrkertro på, at når jeg knalder hovedet mod væggen, er det den, der går i stykker. Jeg vurderer også, om det er kampen værd,« fortsætter han hen over kaffen i den musselmalede kop, som står klar, da Aarhus Onsdag kommer forbi.

Den smørbagte vaniljekrans knaser at øjeblik, inden han deler mindet om dengang, en nyudnævnt kulturordfører inviterede ham til en snak på sit kontor. Hun hed Mette Frederiksen, og samtalen varede flere timer.

Den afgående direktør har samarbejdet med byens fem borgmestre, 13 kulturministre og fem statsministre. Han har flittigt inviteret politikere fra alle partier til kaffesnak.

»Jeg brugte mit politiske netværk. Man skal som vand ikke lade sig stoppe, men løbe en alternativ vej i stedet for at acceptere et nej,« siger han, der sammen med medarbejderne skabte det levende museum, der begyndte, den dag hans dengang 11-årige datter delte småkager ud iført en historisk korrekt dragt. Museet indførte også Jul i Den Gamle By, der siden har været den absolutte højsæson.

Men det store point of no return kom med indvielsen af Møntmestergården og den nye 1974-bydel. De to ting faldt næsten sammen. Møntmestergården åbnede i 2009, og Povls Radio og broderiforretningen på den skakternede gågade slog dørene op omkring 2010 som de første i 1974-kvarteret.

Det lod sig kun gøre, fordi Thomas Bloch Ravn ved et tilfælde fik Leise Mærsk Mc-Kinney Møller til bords ved en privat frokost.

De sendte 300 mio. kr.

»Jeg kendte hende ikke, men vi faldt i snak ved en privat fødselsdag. Jeg foreslog den venlige og meget interesserede dame, hvad hun og hendes datter skulle besøge, når de nu lige om lidt skulle en tur til London. Da jeg skulle maile mere info til hende, opdagede jeg, at der var tale om Mærsk Mc-Kinney Møllers datter og et bestyrelsesmedlem i A.P. Møller Fonden,« ler han ved tanken.

Thomas Bloch Ravn involverede hende ikke i sine ansøgninger i fonden. Han forklarede i mailen, at museet havde søgt om 10 mio. kr., men at han ikke havde fanget forbindelsen mellem den og hende, da de mødtes.

»Vi var ikke inde i varmen hos A.P. Møller i de år, men vi fik de 10 mio. kr. Hun har måske hvisket sin far i øret, at det var en god idé, men jeg ved det ikke. Vi kunne siden konstatere, at sluserne var åbne, for fonden, der dengang var Danmarks største, gav næsten 300 mio. kr. til den nye bydel. Det var en kæmpestor donation, som sikrede vores plan trods Kulturstyrelsens modstand,« forklarer Thomas Bloch Ravn.

»1974-kvarteret var et tilløbsstykke, da det åbnede. Og det er stadig utrolig populært,« fastslår han og fortæller glædestrålende om den dag, hvor en flok unge konfirmander troede, at de var kommet til at gå ud af museet ved en fejl.

»Shit, vi er kommet ud af Den Gamle By,« sagde en af dem, da hun overrasket så op fra sin mobil og ind i 1970-gaderne.

De nye kvarterer har gjort museet mere relevant for flere, fordi de helt unge og alle, der er ældre end det, kan genkende sin egen tid og sit eget liv. Det er ikke kun populært blandt danskerne, men også ude i verden.

»Den Gamle By er ifølge en undersøgelse, der er lavet af Visit Denmark i 2016, Danmarks mest kendte attraktion i udlandet og har med 550.000 årlige gæster flere end på Nationalmuseet i smørhullet i kongens København,« siger Thomas Bloch Ravn, der er glad for og stolt af det, museet har opnået.

Den store nedtur

Men lige som det hele gik rigtig godt, og eventyret kunne slutte lykkeligt, røg museet og Thomas Bloch Ravn ned i den største nedtur, han har oplevet: Corona kastede sine lange skygger og lammede hele landet.

»Corona sparkede benene væk under mig. Det var voldsomt. Jeg var i tvivl, om museet kunne genopstå, eller om det var den sorte død. Jeg sov allerdårligst i den periode, hvor vi måtte lukke ned og ikke havde fået økonomisk støtte,« siger Thomas Bloch Ravn og ryster på hovedet ved tanken.

»Det var håbløst at navigere i, for vi havde aldrig prøvet noget lignende og havde ikke nogen idé om, hvor længe det ville vare, og hvordan det ville udvikle sig.«

Direktøren måtte afskedige 28 fastansatte medarbejdere og så ikke nogen ende på elendigheden.

Men lige som ruin og lukning truede i horisonten, ringede telefonen hjemme hos Thomas Bloch Ravn en fredag aften midt i bedste sendetid og tv-serien ”Kriminalkommissær Barnaby”.

Det var finansminister og tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen med en god nyhed om, at der ville blive udspændt et økonomisk sikkerhedsnet.

Samtidig væltede det ind med masser af kærlighed og støtte via blandt andet Facebook og Mobilepay. En støttegruppe blev oprettet på Facebook og skilte om frivillige donationer sat op i museets gader, der var åbne for gæster i hele nedlukningsperioden.

»Der var overvældende. Vi blev nærmest reddet af folkets kærlighed, og det har gjort et stort indtryk på mig, at Den Gamle By betyder så meget for så mange,« siger en taknemmelig og snart forhenværende direktør.

Corona er i skrivende stund allerede blevet noget, der står i historiebøgerne, og livet er gået videre i museets gader. Med åbningen af 2014-gaden i 2023 var besøgstallet igen i top.

Måske med overnatning

Men det kan blive endnu bedre. Selv om der næsten ikke kan klemmes flere gæster ind i Jul i Den Gamle By i decemberweekenderne, er der god plads på andre tidspunkter. Man kan for eksempel tilbyde gæsterne overnatning i de historiske omgivelser.

»Hvis alle gæster, der vil, kunne sove her, ville det være endnu mere perfekt. Vi kan faktisk godt indrette 12 værelser oven på Laugssalen. Rummene er der, og det er planlagt. Så det handler kun om at finde tiden til det,« siger Thomas Bloch Ravn og overlader trygt det til den næste generation og den nye 40-årige direktør, Julie Rokkjær Birch.

Der er løbende indsamlet interiør som for eksempel forskellige radiatorer til værelserne, så de kan indrettes i forskellige tidsaldre. Det giver en mulighed for turisterne og vil være noget, som ingen andre tilbyder.

Bekymring for fremtiden

Mens nogen andre tager sig af det, glæder Thomas Bloch Ravn sig til at få tid til frokost i Gæstgivergården og kaffe på konditoriet. Han vil lige så stille komme ud af arbejdsflowet på sit seniorkontor i museets fjerneste hjørne. Der kan man finde ham og altid få et godt råd eller en hjælpende hånd ind imellem hans forskning.

»Den Gamle By er en del af mig. Men jeg vil ikke være en overfrakke, der går i vejen. Derfor ligger mit seniorkontor i det fjerneste hjørne, og jeg har mine egne projekter,« siger han, der får svært ved at slippe museumsverdenen. Måske vil han holde foredrag om kulturledelse og fundraising eller politisk påvirkning og projektstyring.

Det eneste han ønsker, at han havde nået at ændre på, er de statslige tilskud, der skal fornys hvert fjerde år i stedet for at være permanente.

»Når nu Den Gamle By har så mange gæster, får rigtig mange mennesker glæde af pengene. Vi har et stort, demokratisk reach, og det bør staten give en fast støtte, så museet ikke skal kæmpe for pengene igen og igen. Det bekymrer mig,« siger han med rynker i panden.

Han har dog stor tillid til, at Julie Rokkjær Birch vil håndtere det på bedste vis, og han vil stå til rådighed, hvis han kan hjælpe.

Tilbage til haven og The Who

Det skal han som nævnt ikke på fuld tid, så han kan vende tilbage til det liv, han havde, før han smeltede sammen med Den Gamle By. Dengang spillede han guitar, læste limfjordsdigte og ordnede haven. Hørte The Who – mest – og Richard Wagner.

Allerede på det tidspunkt havde han set museets potentiale.

»Jeg fornemmede det, allerede da jeg var på besøg i 1978, næsten 20 år før jeg blev ansat. En svag septembersol skinnede ned i en baggård, hvor min kone, Lisbeth, og jeg sad på en trappe. Lige dér var vi en del af noget større. Det er næsten religiøst,« siger Thomas Bloch Ravn, der beskrev den følelse allerede i sin første artikel i 1996.

Nu har han delt den med alle os andre og gjort det muligt for os at få samme oplevelse i den levende, gamle og nye by.