»S tager alle som gidsler« og andre citater fra ophedet solcelledebat
Der var både voksen-skældud og undren over sene ændringsforslag, da politikerne debatterede solcellerne ved Ålsrode.
Der blev til tider talt med store bogstaver fra flere politikere og harceleret mod deres kollegaers ageren i sagen om det store solcelleanlæg ved Ålsrode.
Her et udpluk af citater fra begge sider af sagen, som endte med, at et politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Venstres Morten Friis Heidemann vedtog deres sene ændringsforslag.
Borgmester Kasper Bjerregaard (V) understregede, at han ville stemme ja til det fulde projekt og noterede samtidig, at han ikke brød sig om den politiske proces, der førte til sene ændringsforslag.
»Sagen er svær, og den bliver ikke mindre kompliceret af, at der er fremsat en række ændringsforslag mellem økonomiudvalgsbehandlingen og kommunalbestyrelsesbehandlingen. Det kan man mene meget om. Jeg vil afdæmpet sige, at jeg synes, det kommer meget sent. Jeg synes, det er uskønt, og jeg synes specielt, det er uskønt, når der kommer forslag på dagen. Vi har en gruppe, der er fuldt imod, og en opstiller, der er fuldt for, og vi har som sagt arbejdet på det her i fire år, og derfor ville jeg anbefale, at vi tog stilling til det fulde projekt. Det fortjener det. Vi fortjener alle en afgørelse i dag.«
Niels Basballe (S) fastslog, at han hele tiden havde været med imod projektet, selv om han i miljø- og teknikudvalget var med til at godkende den allerførste ansøgning om anlægget ved Ålsrode.
Den store borgermodstand i Ålsrode var årsagen til, at han gik med i ændringsforslaget.
»Derfor har det været en udfordring for mig, hvordan jeg håndterer det i forhold til den grønne omstilling. Jeg vil den grønne omstilling, men vi skal nok nå de 1000 hektar, vi har fået stillet i udsigt. I min verden er borgerne altafgørende, når jeg tager beslutninger i kommunalbestyrelsen om. Jeg siger ikke, at alle ikke læser høringssvarene, men jeg synes, der er nogen, der ikke forholder sig til dem. Det er kritisk i forhold til de borgere, der bor i området. Der er trods alt 369 høringsberettigede borgere, der har skrevet under på modstanden.«
Viceborgmester Benny Hammer (K) medgav, at det mest optimale for den politiske proces er at have god tid til at sætte sig ind i sagerne, men ændringer er en del af den demokratiske proces. Konservative havde tidligere stillet et ændringsforslag, der ville givet et anlæg på 106 hektar. Det var der ikke opbakning til.
»Det ser måske ikke så kønt ud. Jeg respekterer de muligheder, man har som politisk valgt, og dermed respekterer jeg også, at man har mulighed for at komme med ændringsforslag. Det er jo ikke første gang, vi møder ændringsforslag sent i processen. Vi er sådan indrettet, at hvis det vi går efter kan lade sig gøre, så må vi se på, hvad der så er muligt. Det er det, vi har forsøgt på i den seneste tid.«
Ulf Harbo (EL) erklærede sig i princippet enig med både dem, som mente, at det rigtige var at stemme ja eller nej til det fulde projekt på 134 hektar. Samtidig understregede han også sit medhold til dem, som brugte retten til at komme med ændringsforslag. I forhold til kommunens mål i den grønne omstilling er det dog ikke gavnligt at kaste solcelleprojektet ud i endnu en planproces.
»Jeg synes, det er vigtigt, vi siger ja eller nej i dag, fordi vi har sat stop for planlægning af nye anlæg, indtil vi er færdige med det her. Det vil sige, at vi kan ikke gå i gang med nye anlæg. Vi kan ikke bruge vores nye retningslinjer (fra 2021, red.). Jeg synes, det er lidt splitterkommunalt, at man kan bruge fire år på at behandle gamle ansøgninger og slet ikke komme i gang med nogle af de nye. Det synes jeg godt nok, der er langsommeligt.«
Jens Kannegaard Lundager (DF) noterede sig, at han havde set Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh udtale, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis man har befolkningen med sig.
»Det synes jeg ikke lige, vi har i denne sag. Jeg har helt fra starten sagt, at vi ønsker ikke, at der skal være de solceller ved Ålsrode, fordi det er ikke en særlig god placering derude ved siden af en landsby. Jeg tænker jo, hvor er den næste landsby, der skal lægges solceller ved. De skal placeres mere hensigtsmæssigt, hvor der ikke bor så mange mennesker.«
Morten Friis Heidemann (V) bor i Ålsrode til daglig og har som det eneste medlem af Venstre været imod placeringen af solcelleanlægget. Han har fået frit lejde fra sin gruppe til at beslutte, hvor han står i sagen. Her valgte han altså at gå med i ændringsforslaget.
»Den her sag er enormt følsom. Vi skal forsøge at få alle med i bussen. Det ved jeg godt, at det får vi aldrig. Men når vi møder så massiv modstand, skal vi forsøge at finde et kompromis, som alle kan være i. Vi er kommet med et ændringsforslag, som vi kan se os selv i. Jeg synes, det er godt, og det er den rigtige måde at gøre det på med noget, der er så følsomt. Selv om det ikke er så stort, så vil det stadig være det største i Norddjurs til dato. VI bidrager faktisk til både borgerne i Norddjurs og til samfundet. Vi gør faktisk noget.«
Kasper Vindbjerg (SF) fastslog, at partiet ville have stemt for det fulde projekt, hvis det lå til afstemning, da det ville give flere gevinster. Samtidig gav han håndklaskende nærmest voksen-skældud over det, som han betegnede som manglende seriøsitet med det sene ændringsforslag.
»Det her vil være en gevinst for klimaet, men det vil også være en gevinst for miljøet, fordi vi tager sprøjtede landbrugsmarker ud af drift. Nu sidder vi med så kompleks og så stor en sag, som har været under behandling i så lang tid, og så trækker man lige nogle linjer på et kort. Hvor er seriøsiteten? Med ændringsforslaget skal befolkningen være usikre i et lille år mere, for nu skal den her sag genbehandles. Den her væven frem og tilbage giver færre muligheder fremover med det signal vi sender til opstillere, udviklere og investorer, som ellers gerne vil lave noget i Norddjurs.«
Jens Meilvang (LA) mente heller ikke, det var seriøst, at der i 11. time kom ændringsforslag ind, som han konstaterede, at kommunalbestyrelsens største parti Socialdemokratiet var en af arkitekterne bag.
»Vi vil gerne nå i mål med den grønne omstilling. Vi vil meget gerne være uafhængige af russisk gas. Men beslutningerne skal træffes ude i kommunerne. Det ser vi gang på gang her, at der er et flertal, som ikke ønsker. Det store problem er jo, at vi nu starter forfra. På grund af Socialdemokratiet skal vi nu vente et år mere på noget grøn vedvarende energi. Det er ikke bare erhvervslivet, I tager som gidsler. Det er også de borgere, der er trætte af, at der kommer et solcelleanlæg. Der kommer stadig et stort anlæg på 80 hektar, men nu går der bare endnu et år i uvished.«