Fortsæt til indhold

Fra afvikling til rivende udvikling: Skovskolen Djursland åbner ny uddannelse

Fra februar næste år kan man uddanne sig til Naturvejleder i Løvenholm Skovene.

Norddjurs

Der kan i sandhed ske meget på under et år, for vi skal blot 10 måneder tilbage i tiden for at finde Skovskolen Djursland ved Auning i dyb krise, efter det blev besluttet at sætte uddannelsen som skov- og landskabsingeniør på pause.

Beslutningen bliv siden trukket tilbage, og igennem 2024 har Skovskolen Djursland oplevet anderledes optimistiske udsigter.
I juli blev det officielt, at søgningen til uddannelsen som skov- og landskabsingeniør var så stor, at uddannelsen kunne fortsætte.

Og nu åbner endnu en uddannelse således i Løvenholm Skovene.

Som det nyeste skud på stammen åbner Naturvejlederuddannelsen på Skovskolen Djursland efter nytår.

Det er et led i udviklingen af skolen, som i forvejen uddanner skov- og landskabsingeniører, skov- og naturteknikere og vildtforvaltere, lyder det fra Skovskolen i en pressemeddelelse.

Ansøgningerne til den nye uddannelse er allerede begyndt at tikke ind, og undervisningsplanen er næsten på plads.
I februar 2025 byder Naturvejlederuddannelsen derfor velkommen til det første hold studerende på Skovskolen Djursland.

Plads til nørderi

I sin nuværende form har uddannelsen eksisteret på Skovskolen Nødebo i to år. Allerede efter det første år viste det sig, at kun 6 procent af de studerende boede i Jylland.
Det blev startskuddet til planerne om at oprette uddannelsen i Jylland med søsterskolen på Djursland som base, fortæller studieleder Johanne Christiani fra Skovskolen, som drives af Københavns Universitet.

»Vi er kommet godt fra start på Sjælland, og nu tager vi de gode erfaringer med os til Jylland,« siger Johanne Christiani.

Der bliver plads til masser af natur-nørderi, når den nye uddannelse åbner næste år. Foto: Skovskolen

Skovskolens Naturvejlederuddannelse er en akkrediteret uddannelse på akademiniveau. Det vil sige, at den henvender sig til voksne med relevant erhvervserfaring og kan tages på fuld tid eller på deltid ved siden af jobbet.

»Vores studerende er ofte meget nysgerrige på det naturfaglige og på nørderi i naturen, og der skal være tid og plads til fordybelse og læring. Det sikrer vi med denne opbygning af uddannelsen og med muligheden for at kombinere flere fagligheder,« siger Johanne Christiani.

Starter bilen klokken 3

En af dem, der glæder sig rigtig meget til den nye uddannelse på Djursland er den 47-årige naturvejlederstuderende Janne Terp

Hun bor til daglig i Nordjylland og studerer på Skovskolens Naturvejlederuddannelse i Nødebo.

Hun glæder sig til kortere transport og flere uddannelsesmuligheder tættere på:

»Jeg har været ovenud tilfreds med Skovskolen Nødebo, men ser frem til, at jeg i fremtiden ikke behøver at starte bilen klokken 3 om natten for at nå frem til undervisning klokken 8.30,« konstaterer hun.

»Jeg er allerede tilmeldt flere moduler på Skovskolen Djursland og tager også et modul på friluftsvejlederuddannelsen VIA i Viborg og et på UCN i Aalborg. Jeg satser på at færdiggøre min uddannelse i 2025, men tænker, at jeg vil være tilknyttet Skovskolen i mange år frem med henblik på at videreudvikle mig,« siger Janne Terp.

Ud og se og røre

Det allerførste modul på den nye uddannelse hedder slet og ret Naturvejlederen.

Her arbejder de studerende med formidling, der er tilpasset en bestemt målgruppe, og som kan skabe viden om, forundring over og forståelse for samspillet mellem menneske og natur.

En del af undervisningen kommer til at foregå på Skovskolen Djursland og i områdets dejlige natur, men der bliver også mange ekspeditioner ud af huset, siger studieleder Johanne Christiani:

»Vi skal besøge mange forskellige lokaliteter - strand, det åbne land og by. Vi lægger vægt på at gøre undervisningen stedbaseret, og vi taler ikke om noget, vi ikke kan vise eller røre ved. Derfor skal vi ud på tur.”

De naturvejlederstuderende bliver ikke begrænset til at studere skovene. Studielivet kommer til at byder på masser af ture ud i forskellige slags natur. Foto: Skovskolen

Skovskolen Djursland uddanner som nævnt skov- og landskabsingeniører, skov- og naturteknikere og vildtforvaltere, og er ligesom Skovskolen Nødebo en del af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet.

»Mange af skolens undervisere har en baggrund i forskning og formidling, og det kan vi drage nytte af på Naturvejlederuddannelsen. Derudover har vi et stærkt og bredt netværk af eksterne naturvejledere, som vil bidrage,« siger Johanne Christiani.

Inviterer til infoaften

Naturvejlederuddannelsen holder informationsaften med fysisk fremmøde på Skovskolen Djursland onsdag den 2. oktober klokken 17-20.

Her kan man møde undervisere og studerende, høre om uddannelsens faglige indhold og værdier og få et indtryk af Skovskolen som studiested.

Tilmelding er nødvendig. Det sker på www.skovskolen.ku.dk/kalender/