Fortsæt til indhold

Nu starter næste kapitel om solcellerne i Ålsrode: Kejsegården foreslår ændring

Borgerne i Ålsrode vil fortsat kæmpe imod, at der overhovedet kommer et solcelleanlæg.

Norddjurs

Det er blevet tid til næste kapitel i den langstrakte saga om solcelleanlægget ved Kejsegården ved Ålsrode.

I juni besluttede kommunalbestyrelsen at reducere anlæggets størrelse igen fra 134 hektar til 80 hektar. Dermed er solcelleanlægget reduceret med to tredjedele i forhold til den oprindelige ansøgning på 240 hektar.

Det sendte Kejsegården - oftest repræsenteret ved Åge Nicolajsen og hans svigersøn Frederik Nicolajsen - samt udvikler European Energy i tænkeboks i forhold til, om de nu overhovedet ville gå videre med solcelleanlægget.

Det har de nu besluttet at gøre, og derfor har miljø- og teknikudvalget behandlet den seneste udvikling i sagen.

Kejsegården og European Energy har således foreslået en alternativ afgrænsning til den, der blev besluttet i juni.

Den begrunder de med, at solcellerne dermed ikke placeres direkte foran beboelse. De henviser desuden til, at den alternative afgrænsning vil flytte en del af anlægget længere væk fra Ålsrode By mod vest.

»Naboer har derudover ifølge lodsejer udtrykt, at Kejsegården er en smuk gård, som giver området stor værdi og udsynet til denne vil også blive forbedret i forhold til den afgrænsning, som blev besluttet den 18.juni 2024. Udvikler og lodsejer bekræfter dog, at både udvikler og lodsejer ønsker projektet i begge afgrænsninger,« lyder det i sagen i miljø- og teknikudvalget.

Afgrænsningen der blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i juni. Det er et stykke af området neden for Kejsegården, der er flyttet længere mod vest og dermed længere væk fra Ålsrode by i det ny forslag.

Indtil videre er der dog politisk opbakning til den nye afgrænsning.

Et flertal i miljø-og teknikudvalget bestående af Niels Ole Birk (V), Jens Meilvang (LA), Niels Skov Pedersen (K) og Aleksander Myrhøj(SF) indstiller således, at der arbejdes videre med udviklers ønske om en ændret afgrænsning.

Niels Basballe (S) tog forbehold i sagen.

Fortsætter modstanden

Efter beslutningen i juni om at reducere solcelleanlæggets størrelse var der stor tilfredshed hos modstanderne af anlægget.

Stort set hele Ålsrode er imod, at der overhovedet skal være et solcelleanlæg, men talskvinde for modstandsgruppen ’Solcelleanlæg Kejsegården - Nej Tak’ Grete Carstensen udtrykte alligevel glæde over, at der var opnået et kompromis, som de kunne leve med.

Intentionen er dog fortsat, at solcellerne skal ryddes helt af bordet, fastslår Grete Carstensen.

Modstandsgruppen mener således, at der er fejl miljøredegørelsen, som giver mulighed for at etablere anlægget.

Derfor agter de at prøve lokalplanen af i Planklagenævnet.

En del af området er således registreret som beskyttet natur, mens der også er fundet såkaldte ’bilag 4-arter’, som er vurderet som særligt sårbare og truede.

»Vi er glade for det reducerede areal, men som jeg sagde i juni, så går vi hele vejen til klagenævnene,« fastslår Grete Carstensen.

»Der er stadig folk, som bliver generet af det eventuelle anlæg, og der er naturvinklen i det. Tranemosen, et paragraf 3-areal (beskyttet natur), kommer til at ligge helt op til anlægget. Vi kan se på på de papirer, der er udsendt til miljø- og teknikudvalget, at opstiller vil gennemføre en ny naturundersøgelse med henblik på bilag 4-arter. De er åbenbart blevet klar over, at deres VVM-undersøgelse (miljøpåvirkning, red.) ikke ville klare et klagenævn, som den ser ud nu,« mener Grete Carstensen.