Østjyllands Politi har fået 25-30 henvendelser efter at politiet i går offentliggjorde et område, hvor en 25-årig formodet dræbt mand fra Auning kan befinde sig. Politiets vagtchef siger hertil morgen at nogle af henvendelserne er interessante, og dem følger man nu op på. Liget af den dræbte kan være blevet kørt til en mindre sø eller et vandhul i et område nord for Aarhus. Ved vandhullet eller søen er der opstillet en fodertønde med et bølgeformet låg, der holdes på plads af to sten. Ifølge politiet skal stedet være omkranset af buske eller træer. Det område som politiet interesserer sig for strækker sig fra Egå Strand mod nord til Rønde. Herfra mod vest til Spørring og syd på til Trige.