”Jeg skulle jo bare være mig selv, og det kunne jeg også godt. Jeg synes, det var nemt for han var helt nede på jorden”, fortæller 71-årige Solveig Thomsen.Din Avis besøgte hende før Kronprinsens besøg og heller ikke der, var der nerver på. Men på spørgsmålet om, hvad hun ville spørge ham om, sagde hun blot, at hun aldrig kunne drømme om at spørge ham om noget – at hun kender sin plads. Men det gjorde hun så alligevel – stillede ham et spørgsmål.”Ja jeg spurgte ham, om han havde en god tur til Sydkorea, for det var helt naturligt – han går jo lige i folk med træsko på”, siger hun og smiler alligevel en smule lettet over, at det hele er overstået.”Ikke fordi jeg var nervøs, men alligevel, fordi man gerne vil have, at det hele skal gå godt”, siger hun.Kronprinsen var blevet briefet om Solveigs situation, at hun var flyttet ind efter sygdom, både blodprop og lungekræft, men at hun nu var kommet sig helt utroligt – takket være trygheden på Thors Bakke.”Han syntes at jeg så frisk ud og sagde at det var en dejlig lejlighed jeg har. Jamen han er da bare så skøn, den ros skal han have …”, siger hun og kigger lidt drømmende ud i luften … for en time siden stod Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik i hendes lejlighed – sammen nød de udsigten fra altanen – en udsigt han var imponeret over, fortæller Solveig.”Ja og han grinte, da jeg fortalte ham, at jeg har siddet herude siden januar. Han sagde, det kan du da ikke … jo, jeg tog bare jakke og støvler på, fortalte jeg ham”.Kronprinsen hilste også på to af Solveigs børnebørn – de fik et minde for livet med håndtryk og et ”pas godt på jeres mormor”.”De havde fået fri fra skole – og hvor mange kan stikke den at de skal have fri fordi de skal møde Kronprinsen”, siger Solveig og smiler.Kronprins Frederik blev hos Solveig mellem fem og ti minutter en del længere end der var afsat til besøget.”Prøv at tænk … at jeg skulle igennem så meget sygdom for at få sådan en fantastisk oplevelse”, siger Solveig Thomsen, der i dag er rask og på vej tilbage til livet.