Fortsæt til indhold

Syddjurs Kommunes Mr. Ejendomme trapper ned

Steen Daugaard Andersen har ønsket at få reduceret sin mangeårige chefrolle som spilstyrer for kommunens nu cirka 220.000 m2 bygninger.

Politik

Syddjurs Kommunes mangeårige leder af Ejendomme Steen Daugaard Andersen, 66 til august 2023, har ønsket at få en reduceret ledelsesrolle, oplyser Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Fra 1. juni bliver han chefkonsulent med direkte reference til chef for Teknik og Miljø Sanne Attermann.

Ændringen i ledelsen af Ejendomme har givet anledning til at pille yderligere ved organisationen i Teknik og Miljø.

Ejendomme vil få ændret sin profil, så den fremover skal have hovedfokus på drift og administration af kommunens bygninger. Opgaven er rigelig.

Kommunen ejer ca. 220.000 m2 bygninger.

Disse er fordelt på (oplyst ved bygge- og anlægskonferencen i foråret 2022 for Syddjurs Byråd):

• 200 ejendomme

• 650 bygninger

• 5.500 rum

Flytter til Mobilitet

Ejendomme har i øjeblikket også ansvaret for kommunens byggeprojekter, men de flyttes pr. 1. juni til Mobilitet, der herefter får navnet Trafik og Anlæg.

Den nye afdeling Trafik og Anlæg ledes af Jens Peter Langballe Sørensen og vil samle kommunens anlægsprojekter inden for veje og ejendomme. En række medarbejdere fra Ejendomme, der fungerer som bygherrerådgiver, vil følge med over i Trafik og Anlæg.

Det tekniske servicepersonale, der servicerer kommunens bygninger, flyttes fra Vej- og Ejendomsservice, så det fremover er knyttet direkte til Ejendomme.

Der er opslået en stilling som ny leder af Ejendomme, med ansøgningsfrist den 19. april 2023 og tiltrædelse den 1. juni 2023.

Har historien med

Steen Daugaard Andersen, der er uddannet el-installatør, har været en del af Syddjurs Kommune siden kommunesammenlægningen i 2006-2007. Han fulgte med over fra Ebeltoft Kommune.

Hans rutine, snusfornuft, dygtighed og erfaring er værdsat i de politiske cirkler.

Som da han på bygge- og anlægskonferencen i 2022 for det nye byråd lagde en plan frem for, hvad der var behov for at vedligeholde de kommunale bygninger med en tydelig tidshorisont og et skønnet overslag over prisen.

Det var udgangspunktet, da politikerne senere på året lagde budget for 2023.