Fortsæt til indhold

Enhedslisten er ikke imod biogasanlæg - som udgangspunkt

Jesper Yde Knudsen, Enhedslistens gruppeformand i Syddjurs Byråd, finder det lige spidsvinklet nok, når Adresseavisen Syddjurs skriver, at partiet er imod biogasanlæg.

Politik

»Det er lige lovligt spidsvinklet at sige, at vi ikke vil have et biogasanlæg,« siger Enhedslistens Jesper Yde Knudsen efter, at Adresseavisen Syddjurs har skrevet, at Enhedslisten er uden for politisk kategori, når det handler om at jule over biogassens velsignelser for både det lokale og det nationale klimaregnskab og grøn omstilling.

»Det er rigtigt at vi ikke opfatter et biogasanlæg som et stort fremskridt for den grønne omstilling da besparelsen i udledning af CO2 kun kommer på baggrund af et ekstremt forurenende industrielt svinebrug, en forurening som vi gerne så nedbragt af hensyn til specielt klima og vandmiljø.«

Jesper Yde Knudsen siger også, at Enhedslistens er bekymrede »for den mulige negative påvirkning et stort biogasanlæg med tilhørende transport kan have på omgivelserne.«

»Men vi er ikke i udgangspunktet imod et biogasanlæg.«

Derfor er realiteten, som jeg ser den, at vi er nødt til at vælge mellem det store turismeprojekt og et stort biogasanlæg, vi kan ikke have begge i det samme område.

Ikke plads til begge

Da Adresseavisen Syddjurs i februar 2023 stillede gruppeformændene en række spørgsmål om biogasprojektet contra Djurs Sommerland og turismeprojektet i området ved Nimtofte, svarede Jesper Yde Knudsen således:

- Mener du, at den nuværende placering (Østenfjeldvej 9) vil være ideel i forhold til infrastrukturen og logistikken? Hvorfor/hvorfor ikke?

»Nej, men et stort biogasanlæg med en meget stor mængde lastbiltransporter hver time vil være en belastning for vejnettet lige meget hvor det bliver placeret.«

- Hvordan ser du, at det her Djurslandsprojekt kan realiseres andre steder?

»Jeg støtter, at kommunen hjælper med at afsøge andre mulige placeringer.«

- Hvorfor vil et opgraderet biogasprojekt på den nuværende placering konflikte med andre erhvervsinteresser, Djurs Sommerland og et stort badeland?

»En realisering af den store turistsatsning i området omkring Djurs Sommerland afhænger af investorer, der kan blive skræmt af udsigten til lugtgener og et meget stort antal gylletransporter hver dag. Derfor er realiteten, som jeg ser den, at vi er nødt til at vælge mellem det store turismeprojekt og et stort biogasanlæg, vi kan ikke have begge i det samme område.

Et kæmpe problem

- Hvorfor stille spørgsmålstegn ved et projekt i klassen 6-700 mio. kroner, der samtidig er et studie i grønne målsætninger?

»Landbrugets tårnhøje animalske produktion, der producerer til mange gange Danmarks befolkning, er en kæmpe miljøbelastning både med hensyn til udledning af klimagasser og forurening med næringsstoffer. Det er et kæmpe problem for livsgrundlaget i Danmark.«

»Et biogasanlæg vil reducere forureningen en smule, men vil slet ikke bringe produktionen i nærheden af at være grøn og bæredygtig.«

- Hvad mangler du af oplysninger for at kunne træffe en beslutning?

»Inden man tager beslutning om et stort biogasanlæg, skal der være styr på den bedste placering i forhold til infrastruktur og lugtgener og anlægget skal passe ind i det lokalområde, hvor det bliver placeret.«

- Hvor lang tid mener du, Byrådet har at løbe på, før der kan siges go til projektet, der efter en politisk godkendelse vel har en horisont på cirka to år, før det kan realiseres?

»Det er svært sige nøjagtigt, men det er vigtigt at der findes en løsning hurtigst muligt.«

Maks. 800.000 ton

Det nuværende anlæg på Østenfjeldvej 9, der ejes af Bdr. Thorsen I/S, aftager 36.000 ton biomasse pr. år.

Det nye kommer til at må aftage 800.000 ton biomasse ( husdyrgødning og organisk affald) pr. år, når det kommer op at køre optimalt.

Lige nu har landmændene på Djursland meldt ind til Djurslands Landboforening, at de kan levere for små 700.000 ton årligt.

Den store spiller er naturligvis gylle fra svine- og kvægbesætninger med næsten 650.000 ton. Hertil kommer dybstrøelse og i mindre omfang halm og græs.

Der er en klar forventning om, at man ville kunne nå de 800.000 ton/år, når anlægget er opført og kommer i drift.

Biogas bliver dannet, når det organiske materiale rådner i et iltfrit miljø.

Biogasproduktionens vigtigste positive klimaeffekt er, at gassen kan erstatte naturgas og dermed nedsætte udledningen af CO2 fra afbrænding af fossil energi.

Derefter kommer, at afgasning af husdyrgødning reducerer udledningen af drivhusgasser fra landbrugets husdyrhold.