Fortsæt til indhold

Gode argumenter for at lægge placering ved Østenfjeldvej 9 ned

Landbrug og turisme er to vigtige erhverv for Syddjurs Kommune. Derfor er det afgørende, at man ikke ser stort på afstandskrav og ødelægger betingelserne for turismen ved Nimtofte, lyder det fra Socialdemokraterne Ole Sønderskov Hansen og Jan Fischer.

Politik

Embedsværket hos Syddjurs Kommune har med støtte fra den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS screenet området ved Hovedvej 16 for mulige placeringer af et industrielt biogasanlæg.

Der bliver peget på følgende fem placeringer:

  1. Den ansøgte placering på Østenfjeldvej 9
  2. Nordvest for den ansøgte placering (Tæt på ejendommen, hvor der på gavlen står Stutteri Egemose på) - Vest for Djurs sommerland
  3. Arealer ved Georgsminde nord for rute 16
  4. Arealer ved Kolstrup nord for rute 16
  5. Øst for Nimtofte (nord for Sjørup, øst for Mogenstrup, syd for Bækhuse og vest for Langbygård)

Placering 3 og 5 vurderes til ikke at have gang på jord, mens vurderingen ifølge embedsværket og NIRAS er, at de tre øvrige har potentiale, men med placering 4 som den fortrukne. Jordstykket ligger på den modsatte side af Djurs Sommerland i forhold til det nuværende biogasanlæg.

Et flertal i udvalget har peget på, at placering 2 og placering 4 sendes i offentlig høring, men ikke placering 1, som ellers er den placering investor har ansøgt om at få lov til benytte.

Adresseavisen har bedt de fem medlemmer af Erhvervs- og planudvalget forklare, hvorfor og hvordan de er kommet frem til deres anbefalinger.

Et så stort biogasanlæg i det undersøgte område vil generere en massiv forøgelse af trafikken, uanset hvor anlægget placeres i det undersøgte område. Det siger sig selv.

Fischer og Sønderskov

Socialdemokraterne Ole Sønderskov Hansen, næstformand i Erhvervs- og planudvalget, og Jan Fischer, sidder sammen i stolen, og de svarer på vegne af enig socialdemokratisk gruppe på syv, herunder Økonomiudvalgets formand borgmester Michael Stegger Jensen.

- Hvad er jeres argument for at undtage placering 1 i Høringsfasen?

- Hvorfor foreslå placering 4, som er direktørens (Udviklingsdirektør Poul Møller, der har sæde i Syddjurs Kommunes direktion, red.) indstilling? Arealet ejes jo ikke af ansøger? Hvordan har I sikret jer, at ansøger overhovedet er interesseret i at opkøbe jord på den tænkte placering? Hvordan har I sikret jer, at jordbesidder på placering 4 vil sælge? Hvis ansøger afviser denne placering, er det ikke aktuelt at afvikle en høringsfase. Er I enige?

»På baggrund af Økonomiudvalget beslutning 22. marts 2023 blev det besluttet at lave en screening (lokaliseringsanalyse), der skulle afdække mulige placeringer nær Hovedvej 16. Denne undersøgelse er udarbejdet af NIRAS og påviser i alt 5 mulige udlæg. Det er disse udlæg, som vi politisk har forholdt os til.«

»Forvaltningens indstilling lægger op til, at vi arbejder videre med ét udlæg, placering 4. Vi går ind for, at der arbejdes videre med to udlæg og medtager også udlæg 2.«

»At valget er faldet på disse to udlæg skyldes anbefalingerne i NIRAS lokaliseringsanalyse. Her beskrives bl.a. nogle planmæssige udfordringer ved placering 1.«

- Hvordan har I det med, at der vil være to biogasanlæg på hver side af Djurs Sommerland, hvis direktørens indstilling følges?

»At der nu er placeret et mindre gårdanlæg på Østenfjeldvej, ændrer ikke ved, at der skal foretages en grundig planlægning for området. De to anlæg er ikke sammenlignelige. Det ønskede anlæg er at betragte som et meget stort industrianlæg og vil anvende ca 22 gange så meget biomasse som det mindre gårdanlæg og være et af Danmarks største biogasanlæg.«

Masser af trafik

- Hvordan vil I ved at pege på forslag 4 sikre, at trafikken af lastbiler forbi Djurs Sommerlands hovedindgang ikke vil påvirke trafikken nævneværdigt?

»Et så stort biogasanlæg i det undersøgte område vil generere en massiv forøgelse af trafikken, uanset hvor anlægget placeres i det undersøgte område. Det siger sig selv.«

»Derfor skal der udarbejdes aftaler for hvor, hvornår og hvordan disse kørsler skal gennemføres. Dette af hensyn til andre erhverv i området og naturligvis de mange omkringliggende beboelser og byer, der vil blive påvirket.«

- Forud for mødet i Erhvervs- og planudvalget blev det oplyst, at dele af bilagsmaterialet udarbejdet af NIRAS var behæftet med fejl. Hvordan har de fejlbehæftede bilag påvirket din stillingtagen?

»Vi er orienterede om, at to afstandsangivelser i lokaliseringsanalysen er fejlbehæftede. Disse fejl blev korrigeret på udvalgsmødet. Dette giver os ikke anledning til at betvivle NIRAS faglighed eller rapportens samlede konklusioner.«

God planplægning afgørende

- Hvordan har modstanden mod placering 1 fra start – af hensyn til Djurs Sommerland og turistprojektet påvirket jeres stillingtagen?

»Vores holdning er, at vi ønsker at der etableres et fælles biogasanlæg placeret centralt på Djursland, og vi ønsker at understøtte turismeerhvervet ligeså. Landbrug og turisme er to vigtige erhverv for vores kommune. Vi ønsker at sikre god planlægning, så bl.a. afstandskrav ikke hindrer udviklingsmuligheder for alle erhverv i kommunen.«

- Hvordan kan Syddjurs Kommune nå sine 2030 klimamål uden et biogasanlæg efter jeres mening?

»Vi forventer, at der etableres et stort fælles biogasanlæg på Djursland inden 2030. Det kræver god og grundig planlægning. Vi er i Socialdemokratiet glade for, at vi nu igangsætter konkret planlægning for et fælles biogasanlæg på Djursland.«