Fortsæt til indhold

Nu sker der langt om længe noget godt med Kolind Præstegård

Menighedsrådet har planen klar for, hvordan den gamle præstegård med en historie tilbage til 1736 renoveres og får en tiltrængt make over efter alle kunstens regler.

Politik

I efteråret 2018 takkede den populære sognepræst Anne Kirstine Langkjer endeligt af som mangeårig sognepræst.

Anne Kirstine Langkjer blev ordineret som sognepræst 19. august 1981, og 1. september samme år havde hun første arbejdsdag i Præstegården i Gl. Kolind. Siden da har Kolind og opland aldrig været det samme. Sognepræsten blev lidt af en institution i handelsbyen som ret hurtigt tog den unge præst, selv opvokset i en præstegård i Thy med mange søskende, til sig.

Også da hun i to perioder i 1990’erne engagerede sig i lokalpolitik i den daværende Midtdjurs Kommune for Borgerlisten Kolind-Nødager.

37 år blev det til i Kolind.

Siden da har kirkerne Kolind, Ebdrup og Skarresø haft skiftende vikarer.

Det har ikke været muligt at fastansætte en afløser for den afgåede, fordi praksis sædvanligvis er, at man skal kunne stille en indflytningsklar bolig klar til en ny præst og familien.

En saga

Det er ingen hemmelighed, at menighedsrådet for Kolind-Ebdrup-Skarresø Sogne og Syddjurs Provstiudvalg ikke just har været på julekort i den tid, der er gået, siden der i 2017 blev konstateret skimmelsvamp i Præstegården.

Syddjurs Kommune har også været inde over og truede med at vedtage en bevarende lokalplan for Kolind Præstegård, hvis Provstiudvalgets ønske om at sætte en bulldozer til den og naboen, konfirmandstuen, anført af provst Benedikte Bock Pedersen fastholdt den plan..

Udvalget for Natur, Teknik og Miljø med formand Kim Lykke Jensen i spidsen henviste til, at konsulentfirmaet NIRAS i 2017 SAVE registrerede Præstegården med en bevaringsværdi 2 og Konfirmandstuen med en bevaringsværdi på 3.

Også lokale BLIS, By- og Landskabskultur I Syddjurs, bakkede stærkt om at bevare Præstegården i et høringssvar.

Derfor fik Menighedsrådet langt om længe opfyldt sit ønske om at måtte renovere og istandsætte den nuværende præstebolig og gøre den mere tidssvarende for en moderne præstefamilie med tre børn og med udearbejdende ægtefælle til præsten.

Vi vurderer, at Provstiudvalget i sagen ikke kan fortsætte med at stille andre krav. Provstiudvalget har fastsat en økonomisk ramme og anerkendt Menighedsrådets beslutning om renovering.
Tilsynsudtalelse fra Aarhus Stift

Nu sker der noget

Det er derfor menighedsrådsformand Søren Rønde Hansen og kasserer Else Høj nu kan fortælle borgerne i Kolind, Skarresø og Ebdrup, at der er lys forude.

»Aarhus Stift har stadfæstet i en tilsynsudtalelse dateret 31. marts 2023, at Provstiudvalget ved deres dispositioner har godkendt Menighedsrådets beslutning om renovering.« siger Søren Rønde Hansen.

I tilsynsudtalelsen, som Lokalavisen har fået lov til at læse, står der videre:

»Vi vurderer, at Provstiudvalget i sagen ikke fortsætte med at stille andre krav. Provstiudvalget har fastsat en økonomisk ramme og anerkendt Menighedsrådets beslutning om renovering. Ved at fortsætte med at komme med forslag/alternativer pålægger Provstiudvalget indirekte Menighedsrådet at træffe andre beslutninger om det lokale kirkeliv - en beslutning der er hos Menighedsrådet.«

»Det er rart lige at få slået fast af biskoppens folk, at vi ikke har gjort noget forkert, og også kunne fortælle borgerne det,« siger Søren Rønde Hansen.

Else Høj supplerer, at Provstiudvalget har bevilget en ramme på 8 millioner kroner til det arbejde, der nu forestår fordelt med 5.5 millioner kroner til præsteboligen og resten, 2.5 millioner kroner, til at renovere og istandsætte konfirmandlokalerne for.

»Det vi er i gang med, eller rettere vores arkitekt Bruno Viuf Larsen, er ved at få lavet et forprojekt med et økonomisk estimat inden for vores ramme og en tidsplan for renovering af stuehuset,« siger Else Høj.

Arbejdet forventes færdigt inden sommerferien.

Herefter skal Provstiudvalget lige påse, at økonomien holder vand inden for den bevilgede ramme.

Først nedbrydning

Herefter begynder en lang dags rejse mod lyset.

Først skal et nedbrydningsfirma findes ved licitation.

»Stort set hele indmaden skal ud af præsteboligen, og når det arbejde er udført, rykker et rengøringsfirma ind og vasker af fra loft til gulv overalt,« forklarer Søren Rønde Hansen.

Else Høj indskyder, at der skal pilles 375.000 inkl. moms ud af det samlede budget på 8 mio. kroner som skal betale for nedbrydningen.

Før det store arbejde begynder med at få moderne indmad installeret: nyt køkken og nye toiletter, opføre bryggers med plads til vaskemaskine og tørretumbler, plus andre finurligheder som at lave loft til kip i køkken og stue, indsætte ovenlysvinduer og skærpe ventilationen med to nye anlæg - kommer Teknologisk Institut forbi og finkæmmer hver centimeter for eventuel tilbageværende skimmelsvamp.

»Når Teknologisk Institut forhåbentligt kan melde, at der ikke er bare et gram skimmelsvamp i sigte, kan vi afholde licitation på renoveringsarbejdet og komme i gang med det store arbejde,« siger Søren Rønde Hansen.

Kælderen og 1. sal får fremover lov til at ligge brak. På 1. bliver det eksisterende loftsværelse dog fastholdt, så stuehuset kommer til at rumme fire værelser ud over soveværelset.

»Vi forlænger altså ikke stuehuset, som det oprindeligt var planen, og som vi havde fået byggetilladelse til,« understreger Else Høj

Stort set hele indmaden skal ud af præsteboligen, og når det arbejde er udført, rykker et rengøringsfirma ind og vasker af fra loft til gulv overalt.
Søren Rønde Hansen, formand for Menighedsrådet

Håber på sommeren 2024

Else Høj og Søren Rønde Hansen er varsomme med at love en dato, hvor alt står klappet og klart til, at ny præst kan flytte ind.

»Der er fortsat mange hvis‘er, som kan forlænge renoveringen af stuehuset, nogen præcis dato tør vi ikke melde ud,« siger Else Høj.

»Sommeren 2024 er lige nu et realistisk bud, hvis alt forløber godt, men det er med forbehold,« lyder det med et smil fra Søren Rønde Hansen.

Når renoveringen begynder at tage så megen form, at det er muligt at sætte en slutdato på, kan Kolind-Ebdrup-Skarresø Sogne lægge billet ind på en ny sognepræst, læs slå stillingen op.

Den nye præst kan glæde sig til at flytte ind i et nyrenoveret hus, hvor alt gammelt indmad er blevet fjernet og erstattet af noget nyt og moderne.

Haven bagtil er en solstråle. Den skal også nævnes

Den tager sig smukkere ud end smukkest her i juni. Den er en historie i sig selv.