Fortsæt til indhold

Uanstændigt

Politik

Vi har nationalt aldrig brugt flere penge på socialområdet, end vi gør i dag.

Alligevel hænger udgifter og indtægter ikke sammen i landets kommuner.

Det samme gør sig gældende i Syddjurs har skiftende Byråd og udvalgsformænd måttet konstatere.

Derfor lignede det også et vægtigt forsøg på at udvise rettidig omhu, da Byrådet, minus Enhedslisten, i juni sendte syv forslag til besparelser på netop socialområdet - hentet fra det forkætrede ’omstillings- og reduktionskatalog’ på 60 mio. kroner - ud i en forhøring i sommerpausen.

Formålet var naturligvis allerede at hjemtage besparelserne i de sidste måneder af 2023, og grønthøste de frugter, der ville være ved at opsige et antal medarbejdere i god tid, så deres opsigelsesvarsler ikke rakte for lang tid ind i et nyt budgetår.

Det er en uskik og meget kritisabelt, at man sender vidtgående forslag i høring i en sommerferie.

Nuvel, antallet af høringssvar viser, at brugere, pårørende, ansatte og andre med berøring med området ikke har benyttet sommeren til at ligge på den lade side.

Er politik en ædel beskæftigelse? Det kommer helt an på med hvilket sind politik udøves.

Nu er de syv forslag til besparelser så overladt til politikerne.

Planerne om allerede at ’grønthøste’ besparelser i år er blevet pillet af brættet.

Men det betyder ingenlunde, at de syv besparelsesforslag er pillet ud af ’omstillings- og reduktionskataloget’.

Det betyder, at de fortsat er i spil, når Byrådet inden længe går i clinch med budgetlægningen for 2024.

Er det anstændigt? Er det udtryk for, at det af politikerne højt besungne moralkodeks er overholdt?

Overhovedet ikke.

Man trækker syv forslag ud af et besparelseskatalog i et forsøg på at være på forkant, som det hedder.

Det må anstændigvis betyde, at når forslagene har været i politikernes kløer en gang, er de ude af af besparelseskataloget forever.

Hvorfor ellers sende forslagene i forhøring?

Men nej, sådan er det ikke, viser den politiske behandling i Social- og beskæftigelsesudvalget.

Det er simpelthen ikke i orden, at de store partier i Byrådet handler sådan.

Borgerne har brugt krudt i en sommerperiode på at fremsende høringssvar.

Så får de at vide, at der ikke bliver besparelser i 2023, men det kan være, at de samme borgere en gang mere skal på barikaderne og fremsende de samme høringssvar med de samme argumenter, når der ligger et oplæg til 2. behandling af næste års budget.

Adresseavisen har i flere omgange fortalt om mennesker og familier, der vil blive ramt, hvis besparelserne bliver vedtaget. Vi har at gøre med meget sårbare mennesker, som frygter at få en hverdag rykket op med rode.

De og deres pårørende plus de ansatte har af indlysende årsager svært ved at forholde sig til, at et et politisk flertal udviser en kræmmermoral, der er beskæmmende.

Et stort politisk flertal sender besparelsesforslag i høring. Det afføder debat. De planlagte besparelser pilles af brættet i 2023. Men de kan sagtens blive aktuelle i 2024.

Socialdemokratiet, SF og Venstre - hvorfor stemte I ja til at sende de syv forslag til besparelser i forhøring, hvis I alligevel vil fastholde forslagene i besparelseskataloget? Det er ikke udtryk for højere visdom.

Logikken er svær at øje, og svaret er, at den er der ikke.

Udkommet er, at der nu hersker fortsat usikkerhed hos de berørte.

Så forsøget på at udvise rettidig omhu er mislykket i en grad, som ikke tjener et politisk flertal til ære.

Er politik en ædel beskæftigelse? Det kommer helt an på med hvilket sind politik udøves.