Fortsæt til indhold

Politikere skal se på selvtræning igen

Efter massive protester fra selvtrænere i de kommunale plejecentre, skal politikerne igen tage stilling til, om det er rigtigt at fjerne tilbuddet.

Politik

Om igen.

Efter protestunderskrivelser, læserbreve og masser af debat - og utilfredshed hos de brugere af motionsredskaberne i kommunale plejecentre i Norddjurs, som var blevet stillet en lukning fra nytår i udsigt - skal sagen nu atter gennem en politisk behandling. Først i Voksen og Plejeudvalget, hvor et flertal besluttede sig for at lukke tilbuddet uden at borgere og brugere kunne orientere sig om, hvad der var blevet sagt bag de lukkede døre på udvalgsmødet. Og siden i kommunalbestyrelsen, som fik den på bordet, da SFs Jytte Schmidt benyttede sig af retten til at gøre det.

Her blev det med en snæver 14-13 afgørelse i det blå flertals favør besluttet at bakke udvalgsflertallet op og lukke for ordningen, som aktuelt har 400 brugere, som efter et genoptræningsforløb i kommunalt regi, har valgt fortsat at holde kroppen i gang i motionsrum på et plejecenter.

Og så væltede protester og læserbreve til denne avis ind. Der er i to omgange afleveret underskrifter fra utilfredse motionister, som mente, at de gjorde samfundet en tjeneste ved selv at træne - og de forstod ikke blå bloks indvendinger om, at det ikke burde foregå i offentligt regi.

Utraditionel alliance

Til tirsdagens kommunalbestyrelse havde en i Norddjurs lidt utraditionel alliance mellem Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti bedt om at få sagen på bordet igen.

Borgmester Kasper Bjerregaard, (V), orienterede om, at den ret har en kommunalpolitiker, hvis man mener, at der er fremkommet nye oplysninger eller ændringer i grundlaget for den oprindelige beslutning.

»Så jeg foreslår, at vi igen behandler sagen. Der er ingen grund til at afskære nogen fra det. Vi har alle en interesse i, at det sker, for sagen fylder rigtig meget, og den kan godt tåle en tur mere,« sagde borgmesteren.

Han bad socialdemokraten Karoline Bergkvist Søgaard om at motivere hvorfor - og det gjorde hun således: »Det er i sagens behandling indtil nu blevet nævnt, at der var flere udgifter for kommunen ved at lade ordningen fortsætte, end det har været lagt frem i sagen fra forvaltningen. Det er vi naturligvis nødt til at få undersøgt. Vi vil også gerne have et estimat, som kan sige, hvilke udgifter der kan ventes, hvis selvtrænerne ikke længere ønsker at træne - i form af øget forbrug af hjemmepleje og sygehusindlæggelser. Og så vil vi gerne se dokumenteret, at det er afprøvet, at en kommune er nødt til at udelukke efterlønsmodtagere og førtidspensionister fra selvtræning. Vi mener, at det godt kan lade sig gøre at lade dem selvtræne uden at komme i konflikt med kommunalfuldmagten.«

Ikke set en afgørelse

Det sidste argument - at kommunen ikke må lade motionstilbuddet fortsætte - er blevet brugt af borgmester Kasper Bjerregaard med henvisning til kommunalfuldmagtens bestemmelser.

Selvtræningen foregår i beskedne rammer på Fuglsanggården i Grenaa. Foto: Birgit Aagaard

Men ifølge Karoline Bergkvist Søgaard har man endnu ikke set en sådan afgørelse.

Et af argumenterne fra blå blok har været, at det ikke er en kommunal opgave, men jeg tænker da bare, at det da må være en af kommunalbestyrelsens vigtigste opgaver at sørge for sundhed og trivsel for vores borgere
Jytte Schmidt

SFs Jytte Schmidt, som fik sagen fra det lukkede udvalgsmøde til kommunalbestyrelsesmødet i august, glæder sig til at få den yderligere belyst.

»Der er ingen tvivl om, at det er en sag, som virkelig har rørt mange af de 400 borgere, som lige nu benytter sig af motionstilbuddet ved at selvtræne på vores plejecentre. Et af argumenterne fra blå blok har været, at det ikke er en kommunal opgave, men jeg tænker da bare, at det da må være en af kommunalbestyrelsens vigtigste opgaver at sørge for sundhed og trivsel for vores borgere. Det ser vi også i reaktionerne. Folk har været kede af det og frustrerede, og vi ved, at træning er godt på flere måder - også socialt.

Danmarksdemokraternes Diana Therese Mikkelsen stemte ved mødet i kommunalbestyrelsen i august sammen med resten af den blå blok for at stoppe for selvtræning - men hun erkender i dag, at det kom noget bag på hende, at så mange reagerede negativt.

Ikke ordentligt frem

Hun mener, at ikke alle oplysninger kom på bordet på det tidspunkt.

»Det kom ikke ordentligt frem, og jeg håber, at man nu kan finde en mindelig løsning, for jeg er da om nogen for rehabilitering og at vores ældre skal blive ved med at holde sig sunde. Vi ser gang på gang faldskader, som måske kunne undgås ved at holde sig i fysisk form. Men jeg køber ikke præmissen fra brugerne med, at man ikke i stedet vil benytte de motionstilbud, som findes hos idrætsforeninger og private motionscentre. Det er altså ikke kun hårdtpumpede folk, som træner her,« sagde hun og efterlyste en løsning, som er spiselig for alle parter.

Jens Kannegaard Lundager fra Dansk Folkeparti - også en fra flertalsgruppen i august - kunne ikke forstå, at man ikke allerede nu kunne afgøre sagen med de efterlyste nye oplysninger om udgifter.

»Hvorfor får vi tre partier - Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti - ikke bare svar på de spørgsmål, vi har stillet. Hvad er der sket af nyt i sagen - udover at vi har fået en masse reaktioner fra de utilfredse borgere,« spurgte han.

Til det svarede borgmester Kasper Bjerregaard, at man ikke belyser initiativsager på forhånd - og derfor havde han håbet på, at sagen var sendt tilbage til udvalget - hvorefter den igen skal behandles endeligt i kommunalbestyrelsen.

Der vil komme ændringer

Venstres Rikke Albæk Jørgensen erklærede sig villig til at se på, om man mangler svar på flere spørgsmål i sagen.

»Men det bliver ikke som hidtil, da det ikke længere er inden for kommunalfuldmagtens bestemmelser. Vi er klar til, om man i udvalget kan nå frem til en fælles løsning,« sagde hun.

Sebastian Grauert fra Liberal Alliance havde stor tiltro til, at idrætsforeninger kan tage over efter kommunen, når det drejer sig om motion til de ældre.

»Den opgave kan de godt løfte. Og har de ikke plads, så har vi heldigvis mange fitnesscentre i Norddjurs, at der altid vil være mulighed for træning her. Det er for os vigtigt, at det handler om kvalitet og ikke kvantitet, men vi vil ikke stå i vejen for ny belysning af sagen i udvalget. det kan være, at noget er overset, at noget er misforstået,« sagde han.

Socialdemokraten Lars Møller støttede også op om at få nye oplysninger frem - og en ny afstemning i kommunalbestyrelsen.

»På den måde kan borgerne se, hvordan vi arbejder på at finde en løsning. For os er det vigtigt, at man også vurderer den forebyggende indsats, som selvtræning udgør. Og må jeg så minde om, at vi før corona havde 600 selvtrænere, som vi i det tidligere udvalg gerne så løftet til 700, fordi det er forebyggende og giver livskvalitet - og sparer kommunen for mange penge,« sagde Lars Møller.

Boom-boom-boom

Enhedslistens Ulf Harbo troede ikke på, at de fleste selvtrænere vil føle sig hjemme i et andet motionslokale end det, de kender på plejecentrene.

Jeg har selv min gang i et center, hvor der nogle gange bliver spinnet så højt, at man ikke kan høre, hvad man selv tænker, fordi der hele tiden kører sådan noget boom-boom-boom musik
Ulf Harbo

»Jeg har selv min gang i et center, hvor der nogle gange bliver spinnet så højt, at man ikke kan høre, hvad man selv tænker, fordi der hele tiden kører sådan noget boom-boom-boom musik. Men ved selvtræning møder man andre, man kan spejle sig i, og det er bare meget mere attraktivt. For nogle vil det være en kæmpe barriere at overkomme, hvis de selv skal ud og finde et motionscenter. de vil ikke komme afsted - og vi ved ikke om det er 30, 40, 50 eller 70 procent, som vil stoppe med motion. Men jeg tror, at det er rigtig mange. Så lad os holde fast i tilbuddet og komme op på 700 brugere,« sagde Ulf Harbo.

Vi er nogle, som arbejder og betaler skat - og så er der nogle, som bare vil have, have og have
Niels Skov Pedersen

Den konservative Niels Skov Pedersen mente, at debatten kørte i en helt forkert retning.

»Vi er nogle, som arbejder og betaler skat - og så er der nogle, som bare vil have, have og have. Vi har da så mange flotte motionscentre, som man kan gå i, og det er ikke alle ældre, der bor i en by med et plejecenter. Hvad med dem - dem er vi sgu ligeglade med. Skal kommunens busser så køre rundt med dem. Hvordan vil I redde den her, for vi er i gang med noget fuldstændig skævt her. Det kan godt være, det skal udsættes et år eller to - men på den lange bane skal det være som vi tidligere har besluttet,« sagde Niels Skov Pedersen.

Aleksander Myrhøj brød sig ikke over den aggressive tone i Niels Skov Pedersens indlæg.

»Jeg synes, at det er rigtig, rigtig ubehageligt, og det hører ikke hjemme i den her sal.«

Sagen blev sendt tilbage til behandling i forvaltning og Voksen og Plejeudvalget - inden den vender tilbage til kommunalbestyrelsen.