Fortsæt til indhold

Læge frygter for særligt sårbare patienter

Jannik Falhof ser allerede i dag patienter i Lægefællesskabet, som ikke magter at tage til Randers til behandling.

Politik

Tre læger, der havde holdt sammen siden studietiden, etablerede tilbage i 2016 Lægefællesskabet i Grenaa Sundhedshus. De sagde farvel til bedre løn og højere status i større byer og etablerede sig i fællesskab i Grenaa på utraditionel vis - og blev to år senere hædret med prisen ”Den Gyldne Skalpel” af fagmediet Dagens Medicin for at styrke det nære sundhedstilbud i Grenaa, hvor de har mange tusinde patienter at tage sig af.

Vi har nogle områder i det her land, som er særligt udsatte og belastede. Sådan et område er vi i nu - sådan et område er Grenaa
Jannik Falhof

På borgermødet i Grenaa Idrætscenter advarede en af de tre læger, Jannik Falhof, mod konsekvenserne af det sparekrav, som Region Midtjylland sender i retning mod Grenaa - og som koster Djursland sin lægebemandede akutbil og åbning i akutklinikken i sundhedshuset i dagtimerne, hvis besparelserne godkendes i regionsrådet 20. december.

»Sikke et fremmøde her i aften. Fantastisk,« sagde Jannik Falhof indledningsvist og kiggede ud til de 1300 fremmødte i hallen.

»Det er vigtigt for mig at sige, at vi har nogle områder i det her land, som er særligt udsatte og belastede. Sådan et område er vi i nu - sådan et område er Grenaa. Her er lægeressourcerne færre. Der er langt til et sygehus og der er færre speciallæger. Altså i de områder, hvor behovet er størst, fordi man her har flest syge mennesker. Det har vi vidst i 50 år, men det er blevet værre. Sådan er det,« sagde Jannik Falhof.

Stor arbejdsmængde

Han sagde om det at arbejde som læge i en by som Grenaa, at det er fantastisk privilegie.

»Derfor har vi bestemt heller ikke fortrudt, at vi etablerede Lægefællesskabet, selv om arbejdsmængden er stor. Og det kræver et rigtig godt samarbejde med både komme og region, hvis vi skal have sundhedshuset til at fungere. Og det har de gjort indtil nu - både fagligt og tværfagligt. Men nu mister vi tilsyneladende nogle af tingene. Man fjerner sundhedsfaglige ressourcer fra et område med et stort behov og flytter dem ind centralt. Det synes jeg er forkert,« lød det fra Jannik Falhof.

Han efterlyste mere støtte og mere hjælp fra Region Midtjylland til et område med et stort behov.

»Vi har ikke brug for flere opgaver, som vil blive resultatet, hvis man lukker akutklinikken i dagtimerne. Hvis vi skal have unge kolleger til at arbejde som læger i Grenaa, så er det vigtigt, at man skaber en stemning i området, som er positiv. Og det gør man ikke ved at nedlægge funktioner. For os som læger betyder det, at man skærer ned på akutklinikken, at patienter med mindre brud og mindre skader nu skal håndteres hos den praktiserende læge. Eller sendes på landevejen til Randers.«

Magter ikke Randers

Jannik Falhof udtrykte bekymring for en gruppe særligt sårbare patienter.

»Allerede i dag ser jeg patienter, som af forskellige årsager ikke magter at tage til Randers for at få behandlet en skade. Hidtil har de kunnet bruge akutklinikken til behandling og til røntgen. Her frygter jeg for, hvilken behandling de skal have fremover. For mig at se handler det her om, at man fra regionen yderligere skævvrider et i forvejen skævt sundhedsvæsen. Og det handler om tryghed for jer, der bor her. Det er ikke i orden at tage ressourcer fra et område med mange syge. Det er den forkerte vej at gå, og sender et forkert signal på alle måder. Det er en meget dårlig idé,« sagde Jannik Falhof om regionens spareplan.