Fortsæt til indhold

Djursland går i grønt partnerskab - men vil investorer og landmænd være med?

Der bliver noget at snakke om på tirsdagens generalforsamlingen i Leverandørforeningen Djurs Biogas.

Politik

Budskabet fra fredagens topmøde om biogas mellem repræsentanter fra Norddjurs og Syddjurs Kommuner er, at »begge kommuner ønsker en dialog om et fælles biogasanlæg på Djursland - både af hensyn til den grønne omstilling og landbrugets behov.«

I referatet fra mødet står der:

»Borgmestre og 1. viceborgmestre anbefaler, at der iværksættes et tværkommunalt samarbejde om at undersøge mulighederne for et fælles biogasanlæg på Djursland.

Parterne er enige om at fortsætte samarbejdet mellem kommunerne med henblik på at skabe opbakning i de respektive byråd/kommunalbestyrelser til en dialog med udviklere af biogasanlæg.

Der vil i den forbindelse blive udarbejdet et fælles forståelsespapir mellem de to kommuner om det videre forløb.«

Uden at ville sætte tid på, hvornår det foreligger, så bliver forståelsespapiret centralt i den proces, der kommer til at foregå.
Kasper Bjerregaard

Papir forpligter

Norddjurs borgmester Kasper Bjerregaard (V) siger om det nævnte forståelsespapir:

»Uden at ville sætte tid på, hvornår det foreligger, så bliver forståelsespapiret centralt i den proces, der kommer til at foregå. Papiret skal behandles politisk i Norddjurs Kommunalbestyrelse og Syddjurs Byråd, og det kommer til at fremgå, hvordan et samarbejde de to kommuner imellem skal foregå, men papiret skal også forpligte både kommunalbestyrelse og byråd i den forstand, at det tydeligt bliver tilkendegivet, at et politisk flertal bakker op om et fælles biogasprojekt.«

Norddjurs borgmesteren er på det rene med, at et centralt biogasprojekt vil kræve, at de, der skal levere biomasserne, nemlig landmændene, bakker op.

Derfor er tirsdagens generalforsamling på Landbocentret i Følle i Leverandørforeningen Djurs Biogas, der har små et hundrede landmænd som medlemmer, også meget afgørende.

På generalforsamlingen skal landmændene slikke sårene efter, at et flertal i Syddjurs Byråd i februar sagde nej til en placering ved Hovedvej 16, som investorerne Brdr. Thorsen og Kosangas sammen med landmændene havde ansøgt om.

Bestyrelsesformand Mogens Hjort Jensen, Grenaa, ser optimistisk på mulighederne for, at landmændene vil være med, men han erkender også, at der skal handling til snarest fra kommunernes side.

Skuffelsen over, at byrådet sagde nej til placeringen ved Hovedvej 16 fik bestyrelsesformanden til dagen derpå at fastslå overfor Adresseavisen, at han ikke længere anså Syddjurs Kommune som en seriøs partner.

Derfor er det sandsynligt, at den overvejende stemning på generalforsamling bliver, at det er Norddjurs Kommune landmændene vil anbefale som myndighedskommune.

Ny placering, hvor?

På fredagens topmøde mellem de to Djursland borgmestre, de to 1. viceborgmestre og kommunaldirektørerne, blev der ikke snakket mulige placeringer til et stort industrielt biogasanlæg.

Kun at man byder potentielle investorer velkommen til at melde sig på banen.

Derfor er arealer i både Norddjurs og Syddjurs reelt i spil.

Ifølge Kasper Bjerregaard ligger det ikke implicit i kortene, at det nu er Norddjurs, der står for tur efter, at det seneste kiksede i Syddjurs.

Det er heller ikke aftalt, hvorvidt det bliver kommunerne, der skal udpege mulige arealer eller man vil afvente et udspil fra en eller flere investorer.

Myndighedsopgaven?

Topmødet var kommet i stand ved, at et flertal i Norddjurs Kommunalbestyrelse havde sendt sin borgmester i byen i Syddjurs sammen med 1. viceborgmester Benny Hammer og kommunaldirektør Jonas Kroustrup for at få afklaret konsekvenserne af Syddjurs Byråds beslutning om biogasprojektet ved Hovedvej 16.

Kasper Bjerregaard & co’s bytur var aftalt før, beslutningen om et nej i Syddjurs Byråd var kendt.

Meget behændigt besluttede et politisk flertal i Syddjurs i forlængelse af nej’et i egne rækker at tage en kontakt til Norddjurs med henblik på at blive enige om at arbejde sammen om et fælles biogasprojekt.

Mens debatten har kørt på de høje nagler i Syddjurs, har Kasper Bjerregaard hele tiden fastholdt, at Norddjurs ikke var en del af ligningen, fordi myndighedsopgaven lå i Syddjurs.

Hvor myndighedsopgaven nu skal placeres, hvis der kommer bund i et nyt biogasprojekt, er ikke afklaret.

»Det må bliv en del af teksten i forståelsespapiret,« siger Kasper Bjerregaard.

Det samme gælder koblingen til begge kommuners kommuneplaner, hvor Norddjurs og Syddjurs ikke kører efter de samme deadlines.

Ifølge tidsterminen kommer Kommuneplan 2024-2036 til behandling i byrådet i juni. Herefter skal den sendes i otte ugers høring, før den endeligt bliver klappet af ved byrådets augustmøde sandsynligvis.

Så langt er man ikke i Norddjurs.