Syddjurs Kommunes klimaløfte til landbruget bliver til tomme ord
Djurslands Landboforenings formand, Hans Gæmelke, rettede på den netop afviklede generalforsamling ikke uventet skarp kritik mod et politisk flertal i Syddjurs Kommune, der ifølge formanden tilsyneladende har glemt løfterne om grøn omstilling og klimavenlige løsninger.
Djurslands landmænd ser med skuffelse på, hvordan politiske beslutninger i Syddjurs Kommune har kastet en mørk skygge over grøn omstilling i landbruget.
Det lagde formand for Djurslands Landboforening, Hans Gæmelke, ikke skjul på, da han aflagde årsberetning på generalforsamlingen forleden i Auning Idrætscenter.
Hans kritik gik selvfølgelig på, at et byrådsflertal i Syddjurs Byråd forleden stemte nej til at skrive en placering af et stort, industrielt biogasanlæg ved Hovedvej 16 ind i kommuneplanen.
Syddjurs Kommune har efter min mening i denne sag spildt en masse gode menneskers tid og ressourcerHans Gæmelke
Landbruget står over for en monumental udfordring i den grønne omstilling, og på Djursland er et biogasanlæg afgørende for at sænke CO2-belastningen fra husdyrgødning, fastslog Hans Gæmelke.
Han fremhævede, at biogasanlægget spiller en central rolle i en nødvendig grøn omstilling og forventes at bidrage med en årlig reduktion på 136.000 tons drivhusgasser. Et tal, der er nævnt i den projektbeskrivelse, som investor Brdr. Thorsen I/S og Kosangas fremlagde i deres ansøgning til Syddjurs Kommune.
Dette vil ikke kun have positive miljømæssige konsekvenser, men også understøtte Syddjurs Kommunes klimaindsats, fremhævede formanden for Djurslands Landboforening.
Spild af tid
»Syddjurs Kommune har for længe siden indgået en klimapartnerskabsaftale med landbruget, og stillet landbruget i udsigt at arbejde for et biogasanlæg som en del af den grønne omstilling. Det er derfor beklageligt, at Syddjurs Kommune ikke havde nok politisk muskelkraft til at indfri den klimapartnerskabsaftale, som kommunen selv har ønsket at etablere med landbruget,« kritiserede formanden.
»Alene det forhold, at Syddjurs Kommune nedstemmer de mulige placeringer af et biogasanlæg, som de selv har peget på, og selv har sendt i offentlig høring, er helt uforståeligt og meget lidt kønt. Syddjurs Kommune har efter min mening i denne sag spildt en masse gode menneskers tid og ressourcer,« udtalte formanden, der gav udtryk for, at beslutningen i Syddjurs Byråd synes at prioritere turisme over landbrug, hvilket går imod den grønne omstilling og kan øge klimabelastningen.
Flere ubesvarede spørgsmål
Kommunens argument om, at biogasanlægget ikke kan kombineres med turismeplanen ’Hjertet af Djursland’, rejser flere ubesvarede spørgsmål, bemærkede Gæmelke.
»Hvad er omfanget af ’Hjertet af Djursland’, og hvor langt skal landbruget bevæge sig væk for at undgå konflikter,« spurgte Gæmelke, der efterspurgte klare svar og tydelige retningslinjer for landbrugets fremtidige udvikling fra politikerne.
Stå sammen
I lyset af beslutningen opfordrede Gæmelke landmændene til at stå sammen og bakke op om Leverandørforeningen Djurs Biogas med cirka 100 landmænd i folden.
Den kommende generalforsamling i Leverandørforeningen den 19. marts i Følle vil være en vigtig platform for at drøfte situationen og finde fælles løsninger, mente Gæmelke.
Her vil Steffen Thorsen fra Brdr. Thorsen være tilstede og komme med en opdatering på, hvordan han ser på fremtiden og mulighederne for at realisere et biogasprojekt på Djursland.
»Landbruget har fortsat brug for et fælles biogasanlæg centralt på Djursland,« slog Hans Gæmelke fast.
»Dette er ikke kun afgørende for landbrugets grønne omstilling, men også for at opfylde de indgåede partnerskabsaftaler og sikre en bæredygtig fremtid for Djurslands landmænd.«